Stærk amerikansk jobrapport punkterer aktiernes rekordkurs og sender renter i vejret
Den amerikanske jobmarked er stadig bomstærkt, og det har fredag punkteret den gode stemning på aktiemarkedet. Omvendt brager renterne op.
Herhjemme var det danske eliteindeks, C25, på vej mod rekord, men efter offentliggørelsen af den amerikanske jobrapport fredag eftermiddag er kurven knækket.
Aktuelt falder C25-indekset med 0,4 pct. til 2001,79. Inden da lå indekset med et plus på 0,3 pct.
Rekorden blev nået tilbage i 2021, da markedet i november lukkede i 2020,69.
Også de amerikanske futures har taget skidt imod nyheden, og de tre ledende ledende indeks - S&P 500, Dow Jones og Nasdag - dykker alle op mod 0,4 pct., mens futures lå i rødt med 0,1 pct. forud for jobrapporten.
Renten på den ledende tiårige statsobligation stiger efter tallene til 4,42 pct. mod 4,29 pct. forud for offentliggørelsen.
Samtidig er renten på den toårige statsobligation skudt i vejret til 4,86 pct. fra 4,73 pct. forinden.
Herhjemme er den tiårige rente steget til 2,62 pct. fra 2,56 pct.
LANGT FLERE JOB
Den amerikanske beskæftigelsesrapport viser, at beskæftigelsen uden for landbruget voksede med 272.000 personer i maj.
Det var dermed væsentligt mere end ventet, da der blandt økonomerne var forudset en stigning på 180.000 personer ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News. Dog er sidste måneds tal blevet revideret ned til 165.000 fra 175.000 stillinger.
Beskæftigelsen i den private sektor voksede med 229.000 ansatte i måneden mod en ventet stigning på 165.000.
Samlet steg arbejdsløsheden til 4,0 pct. fra 3,9 pct. Økonomerne havde ventet en fastholdt arbejdsløshed på 3,9 pct.
De gennemsnitlige timelønninger steg i maj med 4,1 pct. mod ventet 3,9 pct. fra 4,0 pct. i april. Lønstigningerne fra sidste måned er revideret op fra 3,9 pct.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›