Statens selskab blæser på afgørelse i Pengeinstitutankenævnet

Udgivet den 05-07-2011  |  kl. 10:07  |  

Det kostede en forbruger dyrt, at Finansiel Stabilitet har overtaget resterne af Roskilde Bank. For statens selskab nægter at følge en afgørelse i Pengeinstitutankenævnet.

Det skriver TÆNK.

Steen og hans hustru havde 1,5 millioner stående på deres konto mellem to hushandler. Steen kontaktede derfor banken og forklarede, at parret ønskede at anbringe beløbet i sikre papirer i det næste 18 måneder, indtil den nye bolig stod klar.

På bankens anbefaling sætter Steen hele beløbet i et investeringsproduktet BankInvest Højrentelande, markedsført og solgt af banken som en obligation med lav risiko.

Investeringen kom til at koste parret 400.000 kroner, for det viste sig, at papirerne i realiteten var forbundet med både høj risiko - og høje omkostninger.

Steen valgte at gå til Pengeinstitutankenævnet for at få erstattet sit tab. I mellemtiden var Roskilde Bank gået konkurs og blev overtaget af statens selskab Finansiel Stabilitet.

I pengeinstitutankenævnet afgøres sagen da også til Steens fordel, for begge forbrugerrepræsentanter og nævnets formand, mener at banken bør erstatte hele Steens tab pga. fejlagtig rådgivning. De to repræsentanter fra pengeinstitutterne stemmer imod, fordi de mener at Steen har fået tilstrækkelig information om produktet.

Men Finansiel Stabilitet nægter at følge ankenævnets afgørelse.

Udgivet af: NPinvestordk