Storbank ser et DSV-opkøb af DB Schenker føre til en "revaluering" af aktien
Et opkøb af DB Schenker ventes at kunne øge indtjeningen mærkbart hos DSV og give anledning til en "revaluering" af potentialet i transportkoncernens aktie.
Det skriver Citi efter at DSV, ifølge Reuters' oplysninger, har vundet buddet om at købe DB Schenker for 14 mia. euro.
Den amerikanske storbank har i mere end fire år haft en købsanbefaling for DSV-aktien og har aktuelt et kursmål på 1450 kr.
- Vi ser det som sandsynligt, at den potentielle handel vil resultere i en revaluering af aktiekursen. Vi argumenterede for, at handlen sandsynligvis vil medføre en forøgelse af indtjeningen per aktie hos DSV på mindst 26 pct. ved en 50/50-fordeling (af finansieringen, red) mellem egenkapital og gæld, skriver Citi.
Ingen af parterne har endnu officielt kommenteret, at der skulle være faldet en afgørelse, men unavngivne kilder hos den sælgende ejer, Deutsche Bahn, og den tyske regering har oplyst til Reuters, at DSV har vundet kampen, men at et endeligt salg først skal godkendes af Deutsche Bahns bestyrelse.
Aktien i DSV ligger torsdag ved 10-tiden 6,5 pct. højere i 1331,50 kr.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯