Storbankskunder fik uretmæssig refusion af Skat

Udgivet den 10-09-2015  |  kl. 07:18  |  

Reglerne om refusion af udbytteskat i forbindelse med aktielån er blevet misforstået eller omgået af flere banker i Danmark. Både kunder fra SEB og Danske Bank har derfor tilsyneladende fået penge tilbage i udbytteskat i strid med gældende dansk skatteret. Beskatningen af udbytte ved aktielån er ikke direkte reguleret ved lov, men det blev bl.a. i 2004 slået fast i Landsskatteretten, at det er den reelle ejer, som er skattepligtig og herved kan få refusion af udbytteskat.

Det skriver Dagbladet Børsen.

- Det er påfaldende at så store organisationer, som har en betydelig stab af revisorer og interne jurister, ikke har ulejliget sig med at undersøge det. (...) Der synes jo decideret at have været spekuleret i det fra flere sider, så agtpågivenheden burde være større, siger Torben Bagge, skatteadvokat i Advokatfirmaet Tommy V. Christiansen, til Børsen.

I udbyttesæsonen har der angiveligt været en praksis med, at banker har flyttet rundt på kunders milliarder for, at de kan spare udbytteskat. Flytningen er foregået ved, at de skattepligtige investorer låner aktier til investorer i udlandet, som på grund af dobbeltbeskatningsaftaler kan slippe billigere. Dansk skatteret accepterer ikke, at skattepligten skifter ved et aktielån. I Danske Bank, Nordea og SEB afviser man imidlertid, at man hjælper med lån, hvis eneste formål er at minimere skatten.

/ritzau/FINANS

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  newspaper❯