Stålproducent hopper op på lavere investeringer
Den amerikanske stålproducent US Steel brager op på børsen i USA fredag med 14,7 pct., da koncernens regnskab afslørede, at selskabet holder igen med investeringerne på et tidspunkt, hvor stålpriserne og efterspørgslen er lave.
Investeringerne i 2019 ses blive på 950 mio. dollar, mindre end tidligere annonceret, og det signalerer ifølge analytikerne en positiv fleksibilitet og forsigtighed, skriver Bloomberg News.
US Steel kom gennem sit tredje kvartal med et justeret underskud per aktie på 21 cent mod et plus på 1,79 dollar for et år siden, mens omsætningen faldt 18 pct. til 3,07 mia. dollar. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News regnet med en indtjening per aktie på minus 25 og en omsætning på 3,06 mia. dollar.
- Selv om modvind på markedet stadig er der, fortsætter vi med at fokusere på, hvad vi kan kontrollere, inklusiv at genvurdere vores aktiv-revitaliserende investeringer og at reducere faste omkostninger, udtaler topchef David B. Burritt, i regnskabet.
Nettoresultatet for de fortsættende aktiviteter endte i perioden på et minus på 35 mio. dollar mod et plus på 321 mio. dollar i tredje kvartal 2018.
/ritzau/FINANS
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›