Svitzer topchef er tilfreds med udviklingen i første halvår, men varsler opbremsning

Udgivet den 14-08-2024  |  kl. 13:15  |  

Svitzer havde fremdrift i sit første halvår, hvor slæbebådsselskabet blandt andet underskrev en femårig kontrakt med kanalmyndighederne i Panama.

Regnskabet markerer samtidig det første af sin slags som selvstændigt børsnoteret selskab, siden Svitzer blev udskilt fra A.P. Møller-Mærsk i april.

Regnskabet har ligesom tilværelsen som selvstændig børsselskab skabt stolthed i koncernen, fortæller Svitzers administrerende direktør, Kasper Friis Nilaus, til MarketWire.

- Vi har en sund og god forretning stort set alle steder, vi opererer i, og vi har god fremdrift - også på vores kommercielle arbejde, siger topchefen, der dertil fremhæver kontrakten med Panama Canal Authority samt en række forlængede kontrakter.

Slæbebådsselskabet realiserede i andet kvartal en indtjeningsvækst på 15 pct. målt på EBITDA.

Indtjeningen var understøttet af prisforhøjelser, der mere end gjorde op for inflation og stigende omkostninger på tværs af flere områder. Svitzer venter generelt ikke at skulle forhøje sine priser mere i år, da den årlige prisjustering inden for Harbour Towage - bugsering i havnene - er blevet gennemført.

- Det, vi sigter efter, når vi kigger på vores tariffer i havneforretningen og vores terminalkontrakter er som minimum at få inflationen udlignet. Vi har gennemført prisstigninger i Harbour Towage i år, så generelt kommer der ikke højere prisniveau resten af året - vi gør det typisk en gang om året, siger Kasper Friis Nilaus og tilføjer, at han er helt fortrøstningsfuld, hvad angår prisændringerne.

I andet halvår af 2024 vil vækstraten for indtjeningen løje af, varsler Svitzers topchef. Det skyldes kontrakter fra sidste år, der trådte i kraft i andet halvår af 2023.

Det vil gøre sammenligningsgrundlaget sværere i de sidste seks måneder af 2024 sammenlignet med de første seks.

Svitzer har lige nu ingen nye kontrakter i støbeskeen. Til gengæld har slæbebådsselskabet en portefølje af vækstprojekter, som man kigger på.

- Vi arbejder altid med en portefølje af vækstmuligheder, men der er ikke nogen, der er på et stadie endnu, siger Kasper Friis Nilaus til MarketWire.

SELVSTÆNDIG TILVÆRELSE MØDES MED STOLTHED

Dagens regnskab fra Svitzer markerer også slæbebådsselskabets første kvartalsrapport som selvstændig børsnoteret virksomhed.

Svitzer har tidligere været en del af A.P. Møller-Mærsk, men blev udskilt i april.

Den selvstændige tilværelse mødes med positivitet hos både Svitzers ansatte og selskabets kunder, fortæller Kasper Friis Nilaus.

- Man kan mærke en stolthed hos medarbejderne, at vi står på egne ben nu. Vi er vores egen virksomhed i vores egen ret, vi har en lidt højere medieprofil. Hos kunder og havne har vi kun mødt support - de har været positive omkring, at vi nu er vores egen selvstændige virksomhed.

Han fortæller videre, at en ændring som en udskillelse giver "noget energi til en organisation", og at man i Svitzer ser positivt på fremtiden.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  CEO❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:49 Europa/lukning: Britisk supermarkedskæde i bund efter aktiesalg på plusdag
17:09 Fredagens aktier: Tryg tog hul på dansk regnskabssæson med bravur
17:03 Fredagens obligationer: Renten listede lidt op efter nøgletal fra USA
16:30 Frustationer over høje leveomkostninger sender amerikansk tillidsindeks ned
16:05 Teslas "tandløse" bilpræsentation sender Lyft og Uber i omdrejninger
16:02 Nordea åbner for erstatning til kunder efter månedlangt it-angreb
15:47 USA/åbning: Banktrio belønnet for tal i surt marked - Tesla straffet for robottaxa
14:28 Ennogie må nedjustere forventningerne efter benspænd fra tyske projekter
14:05 USA/tendens: Regnskabssæson skudt i gang med positive tal fra banktrio
13:32 Europa/aktier: Lille plus - britisk supermarkedskæde i bund efter aktiesalg
13:20 Wells Fargo hjulpet af højere gebyrer i tredje kvartal med vigende renteindtægter
12:15 GN's aktiekurs i laveste niveau i ti måneder efter ringe data på PC-leverancer
11:23 Obligationer/middag: Renten i stilstand frem mod amerikanske producentpriser
11:21 Volkswagens bilsalg svinder ind globalt: Kina er en sten i skoen
11:17 Aktier/middag: Tryg topper fladt marked efter flot tredje kvartal
10:09 Tesla slår bak efter imødeset præsentation af robottaxa
10:08 DFDS' fragtmængder og passagerantal steg i september
09:36 DSV får højere kursmål af Danske Bank efter kæmpe aktiesalg og opkøb
09:22 Mærsk må se på at det igen bliver billigere at få sejlet containere fra Shanghai
09:21 Grønne energiselskaber lover nye investeringer i Storbritannien