Sydbank fastholder Overvægt på ØK

Udgivet den 09-09-2005  |  kl. 15:20  |  

Sydbank fastholder Overvægt på ØK på trods af et halvårsregnskab, der ikke helt levede helt op til analytikernes forventninger.

- Regnskabet levede ikke helt op til forventningerne, primært pga. presset på overskudsgraden som følge af Foods, der er påvirket af faldende svinepriser og problemer i Hangzhou Future, som kan koste ca. 10 mio. kr. på driften i år. Den organiske vækst på 26 pct. i 1. halvår i Nutrition er fortsat meget stærk og med flere væksttiltag på vej i 2. halvår, i form af produktlanceringer, bedre produktmix, opbygning af salgsstyrke og geografisk ekspansion, venter vi, at denne tendens kan fastholdes året ud og til næste år, skriver Sydbank.

Sydbank ser yderligere potentiale i ØK-aktien og peger i den forbindelse på ØKs største forretningsområde Nutrition samt aktietilbagekøbsprogrammet som de primære kurstriggere.

- Vi forventer, at de kraftige investeringer inden for Nutrition vil styrke ØK’s position i Asien og løfte indtjeningen de kommende år. Da Nutrition er stammen i ØK’s forretning på sigt styrker udviklingen i 1. halvår 2005 tilmed vores forventninger. De kommende måneder vil aktietilbagekøb understøtte aktien. Trods de pæne kursstigninger i år er vækstmulighederne i Asien for Nutrition ikke afspejlet i den nuværende kurs.

Udgivet af: NPinvestordk