Sydbank har B&O-anbefaling under revision

Udgivet den 27-09-2000  |  kl. 09:42  |  

København--27. september--NetPosten--Sydbank vil i morgen offentliggøre en ny anbefaling af B&O-aktien. I dagens anbefaling, som er under revision, har Sydbank aktien på reducér, fremgår det af bankens aktienyt i dag.

I disse dage er der megen optimisme omkring B&O, som især er skabt af ICEpower (I for Intelligence, C for Compact og E for Efficient) B&O’s patenterede opfindelse indenfor forstærkerteknologien. Teknologien muliggør høj ydeevne, høj kvalitet, lavt varme- og energiforbrug, og vil derfor kunne anvendes i en lang række af produkter udover højttalere.

ICEpower teknologien hører under PowerHouse A/S, som er et datterselskab til B&O New Business A/S, og B&O ejer i dag 75 pct. af PowerHouse, mens opfinderen Karsten Nielsen ejer resten.

Teknologien er allerede implementeret i B&O’s aktive ”highend” højttaler – BeoLab 1 – som blev lanceret medio december 1999 på det amerikanske marked. B&O forventer endvidere at sælge ICEpower teknologien til andre producenter verden over, også uden for højttalerbranchen.

Sydbank vurderer, at aktiemarkedet i den kommende tid vil fokusere på ICEpower teknologien og værdien heraf. I denne sammenhæng kan den amerikanske konkurrent – Tripath Technology – som er noteret på Nasdaq blive en retningspil for værdien af PowerHouse. Tripath en markedsværdi på ca. 4,3 mia. kr., hvilket skal sammenlignes med B&O’s markedsværdi på 5,1 mia. kr.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder