Sydbank: Japansk økonomi er på randen af recession

Udgivet den 17-02-2020  |  kl. 07:53  |  

Den japanske økonomi står på randen af recession, men modvinden til økonomien vil formentlig være af midlertidig karakter og får næppe større indflydelse på den japanske centralbanks pengepolitik.

Det vurderer makroanalytiker i Sydbank Mathias Dollerup Sproegel efter at have set nærmere på de seneste BNP-tal, der afslørede den største tilbagegang i den japanske økonomi siden andet kvartal af 2014.

Årsagen var ikke mindst en japansk momsforhøjelse til 10 pct. fra tidligere 8 pct., der har givet modvind til privatforbruget, der bakkede hele 6,3 pct. Samlet skrumpede økonomien med hele 1,6 pct. i fjerde kvartal fra kvartalet før og med 6,3 pct. fra samme kvartal i 2018.

- Vi vurderer, at der er en overhængende risiko for, at den japanske økonomi havner i en decideret recession i første kvartal defineret som to kvartaler i træk med negativ økonomisk vækst, skriver Mathias Dollerup Sproegel i et notat.

Han regner med, at den japanske økonomi i første kvartal vil lide under virusudbruddet i Kina, hvorefter det lysner.

- Det er vores forventning, at tandhjulene i den kinesiske økonomi vil begynde at rulle for fuld styrke igen i løbet af andet kvartal. Det vil sammen med de olympiske lege til sommer i Tokyo give den japanske økonomi et tiltrængt rygstød, vurderer Sydbank-analytikeren.

Pengepolitisk bør den negative vækst derfor ikke give anledning til større justeringer hos centralbanken.

- Vi vurderer, at Bank of Japan vil hæfte sig ved, at modvinden til den japanske økonomi i fjerde kvartal og første kvartal vil være af midlertidig karakter, lyder konklusionen.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  macro❯  Japan❯ 

Relaterede nyheder