Sydbank: Modsatrettede tendenser i BRIK-landene

Udgivet den 11-06-2008  |  kl. 15:19  |  

Mens Ruslands vækst fortsætter, viser Indien svaghedstegn på grund af stigende inflation, høje oliepriser og en kommende valgkamp.

Det skriver Sydbank i en markedskommentar.

- Der har det sidste halve år været stor forskel på afkastet i de fire BRIK-lande. De råstoftunge lande som Brasilien og Rusland har klaret sig bedst og Indien/Kina dårligst. Det skyldes, at efterspørgslen efter råvarer og energi har været meget høj på trods af den økonomiske afmatning. Da Indien og Kina er nettoimportører af energi og råvarer, har prisstigninger påvirket landene negativt, mens Rusland og Brasilien som olie- og råvareproducerende lande har oplevet en stærk vækst. Indien har det seneste halvår oplevet en strid modvind på aktiemarkederne. Inflationen i landet er stærkt stigende (pt. 7,87 pct.), mens der er underskud på både statsfinanserne og samhandlen med udlandet. Samtidig skal regeringen udskrive valg senest i 2009, og en løbsk inflationen kan ødelægge muligheden for at blive genvalgt, skriver Sydbank og fortsætter:

- Det har resulteret i flere tiltag fra regeringens side, der øger usikkerheden i Indien. Landets regering forsøger på forskellige måder at kontrollere prisudviklingen ved eksempelvis at tvinge cementproducenterne til at holde igen med prisstigninger og ved at pålægge forskellige sektorer en eksportskat. Indtil videre har centralbanken holdt renten i ro, men der er en risiko for, at både reservekravet til bankerne samt den styrende rente vil øges. Det vil have en negativ indflydelse på væksten. Derfor er Indien det svageste af de fire BRIK-lande - rent økonomisk. Øges frygten for inflation generelt, vil et land som Indien være sårbart.

Udgivet af: NPinvestordk