Sydbank ser potentiale for Ørsted i boomende marked

Udgivet den 17-02-2020  |  kl. 08:22  |  
Arkiv: Foto

Aktien i Ørsted er ikke billig, men der er mere at hente, vurderer Sydbank, som genoptager dækning af vindparkudvikleren med anbefalingen "køb".

Det sker med henvisning til, at Ørsted står stærkt i et kraftigt voksende marked.

Havvind ventes i 2030 at nå en global kapacitet på over 150 gigawatt, og Sydbank-analytiker Per Fogh ser god mulighed for, at Ørsted som nuværende markedsleder vil sikre sig en betydelig del af den fremtidige kapacitet.

- Ørsteds investeringsmål på 200 mia. kr. i perioden 2019-2025 kan lyde som et enormt stort beløb, men svarer til, at Ørsted skal sikre sig projekter svarende til 8-12 gigawatt i perioden, dvs. omkring 5-8 pct. af det globale udbud af havvind og dermed langt under selskabets nuværende markedsandel på 30 pct., konstaterer Per Fogh.

Han regner med, at Ørsted med stor sandsynlighed vil vinde projekter nok til at kunne nå sit investeringsmål for 2025 på 200 mia. kr.

Alene i 2020 spår analytikeren flere projektsejre i USA, mens der i Japan vil komme yderligere information om planerne for en udbygning af havvind.

- Ørsted aktien er ikke billigt prisfastsat baseret på tildelte projekter, men med tanke på mængden af havvind som i de kommende år skal udvikles, vurderer vi, at Ørsted står stærkt blandt konkurrenterne og ser dermed et potentiale for yderligere kursstigninger, konkluderer Per Fogh.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Initiate❯  Research❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder