Sydbank/Nordnet: Det lægger op til mærkbare besparelser
(Opdateres)
Sydbank sagde tirsdag aften farvel til til fire bestyrelsesmedlemmer, herunder formanden og næstformanden, der trak sig på baggrund af uenighed om strategien. Samtidig meldte den tilbageværende bestyrelse ud, at Sydbank i slutningen af oktober vil fremlægge tiltag, som vil "understøtte en bedre balance mellem indtjening og omkostninger".
Det tolker Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, som et klart signal om, at Sydbank skal finde sparekniven frem.
- Det betyder i al fald, at man ikke kan nøjes med at reducere med en-to filialer eller små 20 ansatte. Formentlig skal banken finde besparelser på 5-10 pct. i omkostningerne over en periode, siger Per Hansen.
- Det lyder måske voldsomt, men det vil være langsigtet og måske over en tre-fireårig periode, og man har ikke så mange alternativer. Det skal være noget, der kan mærkes. Banken er nødt til at tage fløjlshandskerne af og se realiteterne i øjnene.
Per Hansen peger på, at Sydbanks seneste strategiplan for 2019-2022 var meget lidt konkret og talte om en "stærkere bank", der skal tættere på kunderne, men uden klare mål for den finansielle udvikling.
Og det er til trods for, at bankens egenkapital gennem de senere år nærmest er blevet halveret - presset af faldende rente, som udhuler indtjeningen på rentemarginalen, et udfordret forretningsomfang og øgede omkostninger til compliance.
/ritzau/FINANS
Tags: Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›