Syv af 12 samfundskritiske it-systemer dumper i ny undersøgelse

Udgivet den 04-12-2023  |  kl. 12:32  |  

Statsrevisorerne kritiserer, at der ikke er et "tilfredsstillende it-beredskab" for syv af 12 undersøgte samfundskritiske it-systemer.

Det oplyser revisorerne i en bemærkning mandag middag.

- Det indebærer en risiko for, at staten ikke kan opretholde eller markant får forstyrret løsningen af samfundskritiske opgaver i tilfælde af større it-nedbrud, hackerangreb eller fysiske skader, skriver revisorerne.

Et samfundskritisk system beskrives som et system, hvor større driftsforstyrrelser vil resultere i væsentlige udfordringer for samfundet som helhed.

Det kan være økonomiske tab for staten eller et længerevarende nedbrud af kritisk infrastruktur.

Statsrevisorerne er politikere, som er udpeget af Folketinget. Der er seks statsrevisorer, som repræsenterer hver deres parti. Mette Abildgaard (K) er formand.

Statsrevisorerne arbejder med flere niveauer af kritik på en karakterskala - fra positiv kritik til skarpeste kritik i den anden ende.

Kritikken af it-beredskabet er såkaldt "middel kritik". Det er i midten af skalaen.

Det er Rigsrevisionen, der har taget initiativ til at få foretaget en undersøgelse af it-sikkerheden.

De samfundskritiske it-systemer udgøres af i alt 90 it-systemer.

Undersøgelsen har undersøgt it-systemer i henholdsvis Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Erhvervsstyrelsen, Søfartsstyrelsen og fire andre myndigheder, der ikke nævnes ved navn.

Statsrevisorerne konstaterer i sin bemærkning, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet har etableret et it-beredskab, der "i overvejende grad" er tilfredsstillende.

Det er samme konklusion med styrelserne, hvor der dog påpeges nogle mangler.

Statsrevisorerne skriver i sin bemærkning, at de finder det "særdeles nødvendigt", at de undersøgte myndigheder får rettet op på de mangler, som Rigsrevisionen har påpeget.

/ritzau/

Redaktion

Seneste nyheder