TDC: Er easyMobile lig med easy money?

Udgivet den 29-11-2004  |  kl. 15:37  |  

TDC har i dag meddelt, at de har indgået en aftale med T-Mobile om, at easyMobile kan leje sig ind på T-Mobile’s net i Storbritannien. easyMobile forventes at gå i luften i marts 2005. Jyske Bank finder TDC meget attraktivt prisfastsat og anslår en fair værdiansættelse omkring 311 kr. pr. aktie.

TDC vil ikke oplyse de økonomiske vilkår, hvilket gør det svært at vurdere aftalen. Efter Jyske Banks vurdering er det dog positivt, at TDC har fået en aftale i hus, da det vil også gøre det nemmere for TDC at komme ind på andre markeder.

TDC har ansat stifteren af Telmore, Frank Rasmussen, som direktør for easyMobile. Frank Rasmussen opnår en ejerandel på 20 pct. selskabet. TDC vil ikke oplyse de økonomiske forhold i aftalen.

- Efter vores vurdering er det meget positivt, at Frank Rasmussen bliver ansat som direktør for selskabet og samtidig får ejerinteresse, om end ejerandelen umiddelbart virker stor. Frank Rasmussen var et stort aktiv for Telmore, og det forventer vi også, at han vil være for easyMobile. Det kan dog være et mindre problem, at easyMobile nu har to frontfigurer i form af Frank Rasmussen og Stelios (stifter af easyGroup), vurderer Jyske Bank.

Med omkring 54 mio. mobilbrugere i Storbritannien er potentialet stort. Opnår easyMobile en markedsandel på 10 pct. (svarende til Telmores markedsandel i Danmark), så vil alene værdien af den engelske satsning udgøre omkring 5,4 mia. kr. Værdien pr. kunde i et service provider selskab udgør typisk omkring 1.000 kr.

- Den længere bindingsperiode i England taler dog mod, at TDC kan opnå en tilsvarende markedsandel. Da easyMobile endnu ikke har fået sin første kunde, har vi ud fra et forsigtigheds-synspunkt valgt ikke at indregne en positiv værdi af easyMobile i vores nuværende værdiansættelse, skriver Jyske Bank og konkluderer:

- Vi fastholder vores Køb anbefaling, da aktien virker meget attraktivt prissat på den nuværende kurs.

Udgivet af: NPinvestordk