TDC lancerer ny oplysning

Udgivet den 28-10-2003  |  kl. 08:46  |  

TDC har netop sendt sin nye oplysning, 1810, i luften. Når man taster de fire cifre, sidder en medarbejder klar til at finde de informationer frem, som man lige står og mangler.

På 1810 kan man få hjælp til at finde vej, få aktuelle trafikinformationer, nyheder og vejrmeldingen. Man kan også, som på 118, få oplyst numre og adresser samt hjælp til at finde den nærmeste blomsterhandler.

- Vi har samlet informationerne ét sted, nemlig på 1810. Nummeret 1810 er alt, hvad man behøver huske. Jeg forventer, at det først og fremmest er folk på farten, som vil bruge 1810, når de lige skal bruge en hurtig oplysning, siger Jesper Lemme, underdirektør i TDC.

Idéen til 1810 kommer fra kunderne selv. I stigende omfang har de efterspurgt forskellige typer oplysning, når de ringede til Oplysningen 118. Men da TDC har forsyningspligt på nummeroplysningen, har det ikke været muligt at udvide Oplysningen 118 med andre typer services.

Prisen for at ringe 1810 er den samme som for at ringe til Oplysningen 118. Har man en almindelig telefon hos TDC, koster det 1,75 kr. at ringe op og herefter 9,95 i minuttet. Ringer man fra en mobiltelefon, skal man lægge gældende mobilpris oveni.

1810 er bemandet døgnet rundt, året rundt.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder