TDC sponsor for det Europæiske Melodi Grand Prix

Udgivet den 12-02-2001  |  kl. 10:49  |  

København--12. februar--NetPosten--På et pressemøde mandag blev det afsløret, at TDC er en af de i alt fire hovedsponsorer, som gør det muligt for DR at lave det største Europæiske Melodi Grand Prix nogensinde.

Udover at bidrage med kroner og øre i kraft af selve sponsoratet, skal TDC samarbejde med DR om at holde Melodi Grand Prixet i kontakt med omverdenen. Så når det ude i Parken lyder "Good evening Copenhagen" fra nær og fjern er det TDCs opgave at sørge for, at telefonforbindelserne virker.

- Inden så længe er der lagt mere end en halv kilometer kabel og opsat hundredvis af ISDN-forbindelser, stik og kommunikationsbokse i Parken. Det er en stor og vigtig opgave at sørge for, at de mange journalister, gæster og turister kan kommunikere med deres hjemlande, når den store begivenhed foregår. Men som Danmarks største teleselskab, der investerer fire mia. kroner om året i infrastruktur - eller det, der svarer til en Storebæltsbro hvert 5. - 6. år - er vi selvfølgelig klar, når det går løs, sagde kommunikationsdirektør Louise Ry, da hun repræsenterede TDC ved dagens pressemøde.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder