Telenor betalte alt for meget - afskriver hele 7,5 mia på Sonofon
Det norske telefonselskab Telenor erkender nu blankt, at selskabet har givet alt for meget for GN Store Nords aktiepost på 53 pct. i mobiltelefonselskabet Sonofon. I Telenors halvårsregnskab foretages der nemlig afskrivninger - i hovedsagen på goodwill - på 9 mia. norske kroner. Heraf stammer de 7,5 mia. fra Sonofon i Danmark.
- Nedskrivningerne er gjort til antaget virkelig værdi og skyldes værdifald i relevante markeder og justeringer af vores forventninger til indtjeningspotentialet, siger koncernchef Hermansen.
Udover Sonofon er de største nedskrivninger foretaget i Telenordia AB og Scandinavia Online AB i Sverige og i enkelte udenlandske Internet-selskaber.
Driftsindtægterne i Telenor steg iøvrigt med 13,8 pct. i årets første seks måneder til 19,8 mia. norske kroner, mens driftsresultater før af- og nedskrivninger steg med 5 pct. til 4,5 mia. norske kroner. Dermed viser det underliggende regnskab en fortsat god vækst.