Tempoet på boligmarkedet er nu ligesom før corona

Udgivet den 21-02-2022  |  kl. 17:00  |  

Foto: Boligsiden.

De seneste seks uger er der i gennemsnit solgt cirka 1.800 boliger om ugen, imens der i samme periode i snit er sat lidt over 1.900 boliger til salg hver uge. Dermed har boligmarkedet bevæget sig tilbage til et mere normalt leje end det var tilfældet på samme tid sidste år, viser Boligsidens nye ugetal.

For godt nok er der tale om et fald i antal handler i forhold til de samme uger sidste år. Men ser vi bort fra rekordåret 2021, er udviklingen nogenlunde identisk med den kurs, som boligmarkedet befandt sig på i begyndelsen af 2020, inden corona ændrede på det hele.

"Specielt begyndelsen af 2021 var i en liga for sig, når vi ser på antal bolighandler, og derfor giver det ikke mening at bruge sidste år som sammenligningsgrundlag. For nok er der sket et fald i aktiviteten siden samme tidspunkt sidste år, men det er et fald fra et tårnhøjt niveau til et nuværende højt antal bolighandler," siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden og tilføjer:

"Vi er tilbage på et normalniveau, der dog er i den høje ende. Sammenlignet med begyndelsen af 2020 bliver der nu solgt lidt flere boliger, imens antallet af sælgere er nogenlunde identisk med dengang. Den udvikling har været kendetegnende for de fleste af årets første uger i 2022."

De mange handler er medvirkende til, at det samlede udbud igen falder. Der er således nu cirka 35.600 boliger til salg på Boligsiden.

The post Tempoet på boligmarkedet er nu ligesom før corona first appeared on Boligsiden - Bolignyheder.

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯