Tesla i juni-vending - ny tro på salget og leverancerne

Udgivet den 06-06-2019  |  kl. 20:12  |  

Efter en meget hård maj, hvor aktien i Tesla droppede med 22 pct., da investorernes skepsis omkring selskabets vækstudsigter tog til, så er stemningen måske vendt igen i juni. Her er aktien nemlig indtil nu steget med 10 pct., da elbilproducenten vinder 4,0 pct. torsdag.

Den nyfundne positive stemning skyldes forlydender om og spekulationer i, at bilsalget hos Tesla - trods frygten for det modsatte - rent faktisk går godt.

Senest har Electrek, et medie med fokus på eltransport, onsdag aften med henvisning til unanvgivne kilder skrevet, at Tesla har nået rekordhøje salgstal i Nordamerika, da koncernen "tilbyder ansatte nye bonusser for at levere alle køretøjerne inden udgangen af måneden".

Ifølge Electreks kilder har Tesla allerede leveret 33.000 biler i det igangværende kvartal i Nordamerika, og selskabet sigter mod at levere yderligere 33.000 biler inden udgangen af juni.

Onsdag var analytiker Jospeh Osha fra JMP Securities ifølge Bloomberg News også ude med en melding om, at efterspørgslen på Telsas Model 3 fortsat er stærk, og Osha regner nu med et samlet antal leverancer for Tesla globalt på 97.000 biler mod førhen 90.500.

Tidligere på ugen pegede investeringsbanken Morgan Stanley også på, at salget hos Tesla vil hoppe op i 2020, når Model 3 bliver tilgængelig på flere markeder, og banken spår derfor løbende kvartalsvis "forbedring" for selskabet.

Teslas kursudfordringer i 2019 startede ellers netop med nyheden om, at selskabet leverancer i første kvartal skuffede med samlet set 63.000 biler, da koncernen har lovet at levere mellem 360.000 og 400.000 biler i 2019.

Det blev fulgt op af et regnskab for første kvartal, som viste et underskud og en negativ pengestrøm efter ellers to kvartaler i plus. Teslas løfte om en hurtig vending og overskud igen i tredje kvartal blev samtidig modtaget med skepsis, da investorerne så tegn på svigtende efterspørgsel på Model 3.

Siden årets start er Teslas aktie fortsat faldet med 38 pct.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Seneste nyheder