Aktier/tendens: DSV indtager rampelyset før grøn start og ventet rentenedsættelse fra ECB

Udgivet den 12-09-2024  |  kl. 08:29  |  
Arkiv: Foto

DSV kan ende med at få en hovedrolle på det danske aktiemarked torsdag, hvis det ender med en bekræftelse af rygterne om, at det danske selskab har vundet budkrigen om tyske DB Schenker.

Generelt styrer markedet mod en positiv start, mens investorerne kigger frem mod formentlig endnu en rentenedsættelse fra Den Europæiske Centralbank (ECB) ud på eftermiddagen.

- I dag holder investorerne især øje med ECB-mødet, hvor der er nogenlunde enighed om, at renten bliver sænket med 25 basispoint. Investorerne vil lytte til Lagardes pressekonference og til ECB's inflations- og vækstforventninger for indikationer om tempoet i og størrelsen af de kommende rentenedsættelser, skriver Kim Fæster, der er chefanalytiker hos Jyske Bank, i en morgenkommentar.

Onsdag endte C25-indekset 1,1 pct. højere i 1973,23 - særligt trukket af de grønne aktier i Ørsted og Vestas, som var i hopla, idet markedet tolkede tv-debatten mellem Demokraternes Kamala Harris og Republikanernes Donald Trump i USA som en sejr til førstnævnte.

Den nuværende vicepræsident er fortaler for flere investeringer i grøn energi, og derfor gavnede det sektoren, som også på den baggrund vil være i fokus igen torsdag.

Ørsted steg onsdag med 5,5 pct. til 429,70 kr., og Vestas blev løftet med 4,1 pct. til 155,35 kr.

DSV VINDER ANGIVELIGT BUDKRIG OM DB SCHENKER

Budkampen om Deutsche Bahns pakkeselskab, DB Schenker, har fyldt meget i overskrifterne længe, og nu har danske DSV angiveligt trukket det længste strå.

Det kunne Reuters i hvert fald berette onsdag aften, hvor anonyme kilder fortalte til nyhedsbureauet, at DSV med et bud på 14 mia. euro har vundet budkampen.

Det danske selskabet har ellers til det sidste kæmpet med CVC Capital Partners om at få lov til at overtage DB Schenker.

Rygtet er ikke bekræftet af hverken Deutsche Bahn eller DSV endnu, men ifølge Nordnet kan historien meget vel føre til en stigende aktiekurs for DSV torsdag.

- Den mest sandsynlige reaktion på handlen vil være en kursstigning til DSV-aktien, vurderer Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet, i et notat torsdag morgen.

DSV endte onsdag 0,3 pct. højere i 1249,50 kr.

CHEMOMETEC LOVER FREMGANG I 2024/25 EFTER SVÆRT REGNSKABSÅR

Blandt de mindre navne på kurslisten kan Chemometec tiltuske sig opmærksomhed efter sit årsregnskab for 2023/24, der samlet set var et udfordrende år for selskabet, der laver udstyr til celletælling.

Men Chemometec lover aktionærerne fremgang i det nye regnskabsår.

Her lyder prognosen fra selskabet på en omsætning i niveauet 435-450 mio. kr. og et driftsresultat (EBITDA) på 216-223 mio. kr.

Prognosen peger derfor i retning af en vækst i salget på 7-11 pct., mens fremgangen på driften anslås at blive 16-20 pct.

Det skal sammenlignes med, at 2023/24 bød på et fald i toplinjen på 8 pct. og en tilbagegang på driften på 26 pct.

Chemometec-aktien sluttede onsdag 3,8 pct. højere i 428,80 kr.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

17:50 Europa/lukning: Småsurt europæisk indeks oven på forventet rentenedsættelse fra ECB
17:10 Torsdagens obligationer: Rentehop efter Lagarde-tale oven på rentenedsættelse
17:07 Nationalbanken kører i samme rille som ECB: Sænker renten med 25 basispoint
17:07 Torsdagens aktier: Zealand Pharma trumfede i rødt marked
16:22 ALK får godkendt husstøvmidetablet til børn: De første lanceringer er på vej
16:02 ECB-chef om stor rentenedsættelse: Det var oppe at vende
15:41 USA/åbning: Adobe falder tungt på AI-panderynker i rødt marked
14:48 Økonomer: ECB på vej med flere rentenedsættelser i lyset af "ganske jammerlige nøgletal"
14:41 ECB varsler vækst i slæbesporet flere år frem: Skruer ned for estimaterne
14:36 Amerikansk ledighedstal hopper til vejrs
14:31 ECB varsler vækst i slæbesporet flere år frem: Skruer ned for estimaterne
14:24 USA/tendens: Adobe tager negativt fokus inden ventet rød handelstart
14:22 ECB indfrier forventningerne: Sænker renten for fjerde gang på stribe
13:33 Mærsk sænket til "neutral" af Bank of America
13:25 Kina vil øge væksten med mere stimulus og rentenedsættelser
13:20 Amerikanske Adobe falder på AI-bekymringer - aktien dykker frem mod handelsstart
12:59 Europa/aktier: Småsurt europæisk indeks forud for rentemelding fra ECB
12:14 Obligationer/middag: Små rentestigninger forud for rentemelding fra ECB
11:51 Aktier/middag: Zealand Pharma topper i ellers rødt C25 forud for rentemelding fra ECB
11:01 Sidste uges stigning i prisen for containerfragt var en enlig svale