Tirsdagens aktier: Genmab steg til vejrs efter Darzalex-salgstal

Udgivet den 16-07-2019  |  kl. 17:03  |  
Aktie tabel

Genmab og Pandora løb med de største stigninger i det danske eliteindeks, C25-indekset, tirsdag, på en stille handelsdag hvor der ikke var mange nyheder for markedsdeltagerne at tage stilling til.

Mest interessant var nok salgstallene fra Genmabs amerikanske partner Janssen for kræftmidlet Darzalex, som viste, at salget af Darzalex gik forrygende i andet kvartal, og det sendte Genmab-aktien op med en stigning på 2,6 pct. til 1219,50 kr.

Med i toppen af indekset var smykkeselskabet Pandoras aktie, som steg 3,6 pct. til 264,10 kr. uden selskabsspecifikke nyheder til grund.

Generelt var dagens handel præget af sommerferiestemning, mens nøgletal fra den anden side af Atlanten indikerede positive vinde, siger senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank.

- Vi har fået nogle fornuftige nøgletal fra USA, specielt detailsalgstallet kom ud noget stærkere end ventet. Det lover godt for privatforbruget i andet kvartal, så det er noget, økonomerne ser positivt efter, og det kan måske også lidt dæmpe forventningspresset til de kommende rentenedsættelser fra Fed, siger han.

Samlet set steg C25-indekset 0,4 pct. til 1134,69.

DARZALEX-SALGET OVERRASKEDE POSITIVT

Salget af Darzalex er gået strålende i andet kvartal - og især uden for USA er salget af kræftmidlet, som Genmabs amerikanske partner Janssen står for, gået over forventningerne.

Genmab oplyste, at partneren har solgt for 774 mio. dollar af Darzalex, og det var mere, end analytikerne hos JPMorgan havde ventet. Deres skøn var 695 mio. dollar.

Der blev solgt for 369 mio. dollar i USA og for 405 mio. dollar i resten af verden.

- Der har været fokus på Genmab i dag, fordi vi har fået salgstal for Darzalex. Det overraskede umiddelbart rigtig positivt, dog skal man justere for nogle rabatter og lignende, og så kommer det måske i virkeligheden ud tæt på det forventede, men det ændrer ikke ved, at det giver noget lettelse i markedet.

- Det er måske ikke længere så urealistisk for Genmab at nå i mål med deres helårs-guidance, og det har der været lidt tvivl om i markedet, hvorvidt de kunne nå. Det virker ikke længere som så svær en opgave, fortæller Martin Munk.

I bunden af C25-indekset endte Maersk Drilling-aktien uden selskabsspecifikke nyheder som forklaring. Aktien faldt 1,8 pct. til 477,80 kr.

JUSTERINGER HIST OG HER

Coloplast-aktien gik tirsdag tilbage med 0,50 pct. til 789,20 kr. Faldet kom, efter at norske DNB sænkede sin anbefaling af aktien til "sælg" fra "hold". Kursmålet lyder fortsat på 700 kr.

Analytikernyt var der også til Chr. Hansen, som faldt 0,3 pct. til 595 kr. Ingredienskoncernen fik skåret sit kursmål til 543 kr. fra 570 kr. af JPMorgan, mens investeringsbanken holder fast i sin anbefaling på "undervægt".

Blandt sidepapirerne sundede biotekselskabet Bioporto sig en smule i tirsdagens handel med en stigning på 3,9 pct. til 3,30 kr.

Selskabet blev mandag den helt store taber på det danske aktiemarked, da det i weekenden måtte droppe sin ansøgning om godkendelse af en børneudgave af NGAL-testen i USA. Mandag faldt aktien 19,8 pct.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
10,32%
 
21/08/19

 
7,46%
 
09:55:01

 
4,43%
 
21/08/19

 
2,30%
 
09:55:01

 
2,12%
 
09:55:01

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder