Tirsdagens aktier: Ny forhandlingsvilje og udskudt told sendte C25 op

Udgivet den 13-08-2019  |  kl. 17:06  |  
DSV - Logistik

En negativ tendens gennem stort set hele tirsdagen blev sidst på eftermiddagen vendt til positivitet i markedet, fordi Kina og USA tilsyneladende igen nærmer sig hinanden i handelssamtalerne.

I hvert fald vil de to stridsparter igen tale med hinanden, og samtidig vil USA udskyde noget af den ekstra told på kinesiske varer, som amerikanerne ellers havde varslet med effekt fra 1. september.

- Der er et par ting ude, der påvirker positivt. Kina vil holde telefonmøde med USA om to uger, hvor de to parter vil diskutere hele handelssituationen. Samtidig vil USA udskyde nogle af de planlagte toldtariffer til den 15. december, siger Mads Zink, der er chefaktiehandler hos Danske Bank, til Ritzau Finans.

- Det betyder selvfølgelig rigtig meget for markedet. Det er det, alt stiger på lige nu. Markedet er ekstremt sensitivt, når det kommer til historier om handelskrigen, og det fortæller den her reaktion jo også meget tydeligt, fortsætter han.

Ifølge Bloomberg News er det kinesiske varer som telefoner, bærbare computere, spilkonsoller, legetøj samt fodtøj og tøj, der nu først skal pålægges ekstra told midt i julemåneden mod tidligere varslet 1. september.

Nyhederne sendte C25-indekset fra et fald på omtrent 0,5 pct. til en samlet stigning for dagen på 1,0 pct. til 1115,20.

CYKLISKE PAPIRER RØG MED OP

De gode nyheder fra handelsfronten fik flere af de mere cykliske aktier, som tidligere tirsdag lå svagt i billedet, til at ryge op i grønt.

Blandt andet steg Mærsks B-aktie med 0,9 pct. til 7020 kr., FLSmidth steg 1,6 pct. til 263,10 kr., og Pandora steg 2,4 pct. til 237,20 kr.

Endnu mere steg DSV, som har fået løftet sit kursmål betragteligt hos ABG Sundal Collier til 850 kr. fra 675 kr. Finanshuset har samtidig gentaget den positive anbefaling "køb".

Aktien steg 3,8 pct. til 639,20 kr.

Genmab, som afleverer regnskab for andet kvartal onsdag eftermiddag, steg desuden med 3,4 pct. til 1319 kr. uden større bagvedliggende nyheder som forklaring, og Novo Nordisk forsatte sine gode takter efter et flot regnskab for andet kvartal fredag.

Efter en stærk start på fredagens handel endte aktien på sidste uges sidste dag med et mindre fald, men siden løftede en stribe analytikere deres kursmål for Novo-aktien, som mandag steg 0,7 pct.

Tirsdag fortsatte fremgangen med et kursplus på 2,8 pct. til 345,90 kr.

REGNSKABER FIK EFFEKT PÅ SIDEPAPIRER

Regnskabssæsonen for andet kvartal kommer i denne uge helt op i omdrejninger herhjemme, og allerede tirsdag kunne investorerne se de første af de større selskabers resultater tikke ind på skærmene.

Det gav kraftigst udslag hos rederiet DFDS, der sank til bunds efter en nedjustering af forventningerne oven på sit andet kvartal.

ALK faldt samtidig en smule trods en opjustering af forventningerne mandag aften og et efterfølgende regnskab for andet kvartal tirsdag morgen.

OPJUSTERING VAR VENTET

Faldet til ALK hang ifølge Alm. Brand Markets sammen med, at markedet havde lugtet lunten og indregnet opjusteringen allerede.

- Markedet lå for det første allerede og ventede på opjusteringen, og det var ikke kvartalet, der trækker det. Her klarede ALK sig kun som forventet, siger Michael Friis Jørgensen, der er analytiker hos Alm. Brand Markets, til Ritzau Finans.

ALK venter nu en omsætning på 3200-3300 mio. kr. i hele 2019 mod den tidligere prognose om at nå den øvre del af 3100-3300 mio. kr. Samtidig venter selskabet nu et driftsresultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) på 150-250 mio. kr. mod tidligere ventet toppen af intervallet 100-200 mio. kr.

I andet kvartal isoleret set omsatte ALK for 785 mio. kr. - stort set som ventet blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

EBITDA ramte samtidig 24 mio. kr., mens analytikerne her havde ventet 32 mio. kr.

ALK-aktien faldt 0,3 pct. til 1435 kr.

Værre gik det for DFDS, der bakkede med hele 5,9 pct. til 225 kr.

Det kom, efter at rederiet i sit regnskab for andet kvartal tirsdag morgen sænkede prognosen for sin omsætningsvækst ganske markant til 6-8 pct. fra tidligere ventet 10-12 pct.

Driftsresultatet (EBITDA) før særlige poster ventes nu at blive 3500-3800 mio. kr. i hele 2019 mod tidligere ventet 3800-4000 mio. kr.

ØRSTED LØFTET AF ANALYTIKERROS

Energiselskabet Ørsted steg 2 pct. til 660,40 kr.

Det skete, efter at endnu et børshus løftede sit kursmål for aktien. Det var australske Macquarie, som skruede op til 705 kr. fra 572,42 kr.

Det australske finanshus har fortsat den positive anbefaling "outperform".

I bunden af C25-indekset endte Demant, der faldt med 4,7 pct. til 185,75 kr.

Handelsbanken har sænket sin anbefaling af den aktie til "hold" fra "køb" inden onsdagens regnskab for første halvår. Kursmålet er samtidig sænket til 210 kr. fra 250 kr.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
10,45%
 
23/08/19

 
9,21%
 
23/08/19

 
4,50%
 
23/08/19

 
1,69%
 
23/08/19

 
1,02%
 
23/08/19

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder