Tirsdagens aktier: Simcorp i top hvor C25 stak af fra Europa

Udgivet den 19-05-2020  |  kl. 17:06  |  
Aktie tabel

Simcorp nød godt af offentliggørelsen af sit regnskab sent mandag, og aktien toppede det danske C25-indeks tirsdag. Lundbeck endte også i toppen, mens Demant faldt, efter at konkurrenten Sonova præsenterede et pænt kvartalsregnskab tirsdag morgen.

Overordnede set tog de europæiske aktieindeks en pause efter pæne stigninger mandag. Det danske eliteindeks steg dog 0,7 pct. til 1283,01 til trods for at både det tyske og franske eliteindeks faldt.

- Vi fik et rigtig positivt løft i går, så vi tager lidt en puster i dag. De fleste europæiske markeder har små minusser, men vi er så i plus herhjemme. Vi var blandt andet godt hjulpet på vej af nogle enkelte selskabet som Simcorp og Lundbeck, siger Martin Munk, der er seniorrådgiver i Jyske Bank, til Ritzau Finans.

SIMCORP TOPPER INDEKS EFTER REGNSKAB

Simcorp-aktien steg med 5,3 pct. til 700 kr., efter at selskabet mandag aften offentliggjorde regnskab for første kvartal.

- Regnskabet blev taget godt imod, deres fremtidsforventninger blev taget godt imod og også deres kommentarer i det hele taget, siger Martin Munk om stigningen.

Selskabet kunne fremvise et driftsresultat (EBIT) på 17,5 mio. euro mod de 26,4 mio. euro, der strømmede ind på den post i samme kvartal sidste år. Det var lavere end analytikernes forventninger, som lød på 21,4 mio. euro.

Selskabet venter nu en omsætningsvækst i 2020 på mellem minus 5 pct. og plus 5 pct. målt i lokal valuta, og driftsmarginalen, EBIT, ventes nu på mellem 22 til 27 pct. ligeledes i lokale valutaer.

I forhold til den oprindelige 2020 prognose er der tale om en nedjustering. Forud for suspenderingen af forventningerne i marts ventede selskabet nemlig en vækst på 5-10 pct. i lokale valutaer og en EBIT-margin på 24-27 pct.

Også Lundbeck oplevede en fin stigning tirsdag, hvor aktien steg 4,5 til 256 kr.

- Der har ikke umiddelbart været noget selskabsnyt, men sundhedssektoren er en af de sektorer, der stiger i Europa, hvor den faldt mandag, da det var de cykliske aktier der steg i går. Så det giver fin mening, siger Martin Munk.

VESTASKONKURRENT SKABER KÆMPEMØLLE

Siemens Gamesa lancerede tirsdag en ny havmølle på op til 15 megawatt (MW). Det er et hårdt slag for Vestas, vurderede Jacob Pedersen, der er aktieanalytiker fra Sydbank. Det får det nemlig den største mølle fra Vestas' joint-venture med japanske Mitsubishi på 10 MW til at ligne en miniput.

Vestas-aktien faldt 0,3 pct. til 626,40 kr.

Mærsk Drilling-aktien steg mandag 12,7 pct., men faldt tirsdag 5,9 pct. til 150,50 kr.

Drillingselskabet fik tirsdag rundbarberet kursmålet af norske Fearnleys til 120 kr. fra 536 kr., som var kursmålet 25. februar. Anbefalingen sænkes til "sælg" fra "køb". Det viste data fra Bloomberg News.

Aktien er faldet knap 65 pct. i år.

SYDBANK NEDJUSTERER SAS-ANBEFALING

Coronakrisen giver så store daglige tab for SAS, at flyselskabet med stor sandsynlighed får behov for at sælge nye aktier for et milliardbeløb. Det vurderer Sydbank, der sænker sin anbefaling af flyselskabet til "sælg" fra "hold", da udsigten til en kapitalforhøjelse kan presse aktiekursen.

Meldingen kom netop som SAS annoncerede, at Magnus Örnberg senest den 1. oktober overtager rollen som finansdirektør fra Thorbjörn Wist, der forlader stillingen med udgangen af september.

SAS-aktien faldt tirsdag 0,6 pct. til 6,16 kr.

SEKTORNYT TIL GN OG DEMANT

Tirsdag morgen var der sektornyt til Demant og GN i form af et årsregnskab fra verdens største høreapparatsselskab Sonova.

Sonova nåede ikke at blive ramt alvorligt hårdt af coronakrisen i regnskabsåret 2019/20, men starten på 2020/21 har omvendt været kraftigt påvirket af de nedlukninger, som udbruddet af coronavirus har medført.

Derfor oplyser selskabet heller ikke nogen finansielle forventninger til 2020/21 i forbindelse med årsregnskabet for 2019/20 tirsdag morgen. I regnskabsåret steg Sonovas omsætning med 8,7 pct. i lokale valutaer og 5,6 pct. rapporteret, så salget blev opgjort til 2,92 mia. schweizerfranc.

Det var helt på linje med forventningerne blandt analytikerne, der ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde regnet med 2,91 mia. schweizerfranc.

Demant-aktien gik tirsdag tilbage 1,2 pct. til 168 kr.

- Sonova har i dag været ude med nogle fornuftige tal og ret positive kommentarer. Så der er nok en lille frygt for at Sonova ligger lunt i svinget, ligesom det gjorde inden coronakrisen. Der lå de stærkt og tog markedsandele. Der kan godt være en sammenhæng med det og Demant-aktien, siger Martin Munk.

GN som også gør sig inden for høretelefoner, fik en positiv dag på børsen og steg 2,2 pct. til 337,90 kr.

SIDEPAPIRER

Bland sidepapirerne havde B&O for anden dag i træk en god dag, uden noget selskabsnyt ud over mandagens ansættelse af grevinde Alexandra.

- Jeg tænker godt den nyhed kan have nogle positive efterdønninger. Aktien har også haft en lidt hård periode, så nu kommer den lidt igen, afslutter Martin Munk.

Aktien hos Bang og Olufsen steg 6,7 kr. til 23 kr.

Også DFDS-aktien løftede sig markant uden selskabsnyt tirsdag, hvor aktien steg 9 pct. til 186,20 kr.

/ritzau/FINANS

Nikolaj Schou Kesting

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder