Tirsdagens aviser med Carlsberg, SAS og Intermail

Udgivet den 30-06-2020  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

MISTÆNKT FOR MILLIARDHVIDVASK BLEV BLÅSTEMPLET

Den litauiske kvinde, der er sigtet for hvidvask for 30 mia. kr. i Danske Bank-sagen, blev i 2013 efter et kontrolbesøg blåstemplet af Erhvervsstyrelsen. Styrelsen fandt intet kritisabelt ved besøget. (Forside, side 6-7)

GRAM FORVENTER OVERSKUD I ÅR

Skandaleramte Gram har de seneste år tabt et trecifret millionbeløb, men direktør Tom Wrensted forventer et overskud i 2020. (Side 8)

KONKURRENCERÅD VIL MELDE DETAILKÆDER TIL POLITIET

Konkurrencerådet vil politianmelde Kaufmann og Ginsborg for ulovlige aftaler med Hugo Boss, der også er konkurrent. Hugo Boss har ulovligt udvekslet informationer med de to danske kæder. (Side 10)

KRISE HAR SENDT BRITISK CARLSBERGPARTNER I KNÆ

Carlsbergs nye britiske partner, Marston's, har været hårdt ramt af krisen og skal bruge Carlsbergs økonomiske muskler til at sikre sine pengestrømme. Aftalen med Marston's giver det danske bryggeri adgang til 1400 britiske pubber. (Side 13)

DFDS-TOPCHEF FINDER FYRINGER HÅRDT OG UNFAIR

Coronakrisen tvinger DFDS til spareøvelse, men ifølge rederiets topchef er det ikke nødvendigt med en kapitaludvidelse. DFDS måtte mandag meddele, at der vil blive skåret 650 stillinger. (Side 14)

HUMØRET STIGER I ERHVERVSLIVET: MEN TALLENE ER STADIG IKKE GODE

Nye konjunkturtal fra Danmarks Statistik tegner et lysere billede af økonomien, men overordnet er der stadig et stykke til formen før krisen. (Side 19)

INTERMAIL VENDER RUNDT I KÆMPE DIGITAL U-VENDING FOR AT OVERLEVE

Intermails digitale offensiv indebærer strategiske opkøb og ifølge administrerende direktør Anders Ertmann er der et uudnyttet potentiale. Aktien er faldet 96,5 pct. siden toppen i 2007, da kursen var ca. 215 kr.

BERLINGSKE BUSINESS

TOPSØE ANGRIBER POLITIKERE FOR FODSLÆBERI I GRØNT BRÆNDSTOF

Danske politikeres ambitioner om at etablere produktion af alternative grønne brændstoffer er tårnhøje. Men hos Haldor Topsøe efterlyses konkrete planer for den teknologi, som virksomheden sammen med Siemens er klar til at rulle ud. (Forside, side 4-5)

OVERLEVELSESKAMP TVINGER SAS TIL MANGE FYRINGER

I alt 1593 danske medarbejdere hos SAS blev i går afskediget. Det er lidt færre end tidligere meldt ud. Ifølge analysechef er situationen meget svær for især de afskedigede piloter, der får svært ved at finde job hos andre luftfartsselskaber. (Side 7)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

DANFOSS HAR GRØNNE STORHEDSPLANER

Teknologisk excellence skal sende Danmarks største industrivirksomhed forrest i kapløbet om grønne milliarder. Det skal blandt andet ske gennem opkøb, lyder det fra Danfoss-topchef Kim Fausing. (Forside, side 6-7)

ISS SKÆRER NED OG AFSKEDIGER 300 ANSATTE I DANMARK

Den danske servicegigant ISS opsiger 300 ansatte her i landet. Det sker efter en nedgang i aktiviteterne hos kunder i dansk erhvervsliv under coronakrisen og tab af kontrakter. (Side 2)

DFDS VIL SKÆRE 650 STILLINGER OG SPARE MILLIONER

DFDS har sat en ny kurs, der skal tilpasse det danske rederi og logistikselskab til de nye markedsvilkår og dermed bringe selskabet igennem coronakrisen. (Side 2)

NOVO NORDISK FONDEN SENDER 400 MIO. KR. EFTER TOPFORSKERE

Novo Nordisk Fonden fortsætter med at sende millionbeløb efter landets mest lovende forskere. Denne gang er der bevilget 400 mio. kr. til 41 forskere. (Side 3)

NYE DRONEAFTALER KAN BLIVE VIGTIGE FOR DANMARK

Dronebranchen jubler over et nyt projekt, hvor myndigheder og dronefirmaer sammen skal løse en af de helt store knaster for kommerciel droneflyvning. Gevinsterne ligger dog år ud i fremtiden. (Side 8-9)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Relaterede nyheder