Tirsdagens aviser med Novo Nordisk, Nets og Spar Nord
BØRSEN
MILLIARDDYK I STATENS INDTÆGTER FRA NORDSØEN
I 2016 tjente staten under 2 mia. kr. på olie- og gasproduktionen i Nordsøen. Det er et fald på 16 mia. kr. på to år. Finansminister Kristian Jensen (V) finder det ærgerligt, at indtægten er så lav. (Forside, side 16-17)
ARLA KLAR TIL ETABLERING AF KINESISK FABRIK FOR AT ØGE SALG
Ni år efter en dødelig melaminskandale skabte frygt for kinesisk mælk, er mejerikoncernen Arla på vej til at etablere egen fabrik i Kina. Et offensivt træk af den karakter kan være med til at sikre, at Arla når sin ambitiøse målsætning om i 2021 at have firdoblet salget til kinesiske forbrugere og foodservice. (Side 6-7)
NOVO NORDISK RAMMER BØLGEDAL MED SVAGT KVARTAL
Et gennemsnit af aktieanalytikere vurderer, at Novo Nordisk vil levere et svagt resultat for første kvartal onsdag med tilbagegang på grund af rabatreformer og prisfald på insulin i USA. Men muligvis er det bunden for Novo Nordisk, der ses øge væksten resten af året. (Side 8)
FLÜGGERS IT-STRID ER ET STORT SKRIDT VIDERE
Efter cirka et års søgen har parterne fundet acceptable syns- og skønsmænd i sag, hvor Flügger kræver 50 mio. kr. i erstatning fra it-firma. Dermed er Flügger og it-leverandøren Datacon kommet et vigtigt skridt nærmere en afgørelse. (Side 9)
T-SHIRTS GIVER TØJKØBMAND EN GYLDEN BUNDLINJE
Peder Holm og hans to partnere øger for fjerde år i træk overskuddet i vestjyske Rexholm og tjener 61 mio. kr. på leverancer af profiltøj. (Side 10)
NØGLEMEDARBEJDERE FORLADER NETS EFTER GYLDENT AKTIEPROGRAM
Betalingsgiganten Nets mister vigtige medarbejdere. Blandt andet kommunikationschef Karsten Anker Petersen, der stopper ved udgangen af august. To investeringsbanker har advaret om flugten i kølvandet på Nets' lukrative aktieprogram. (Side 13)
LUNDBECK-FABRIK ANER LYS SKÆBNE I LUMSÅS
Der en ny lokalplan under opsejling i Odsherred Kommune, og forslaget til den nye plan giver medicinalvirksomheden Lundbeck mulighed for at udvide fabrikken, som ligger i den lille by Lumsås. (Side 14)
BERLINGSKE BUSINESS
STATEN KLAR TIL AT SKROTTE KRAV TIL NORDSØ-OLIEN
Staten er klar til at opgive kravet om at være partner i alle danske olie- og gasaktiviteter i Nordsøen. For første gang i over 30 år bliver det uden statslig deltagelse, når Dong-felterne snart bliver solgt. (Forside, side 4-5)
REVISORER VIL HAVE FÆLLES SPILLEREGLER FOR ALLE SKATTERÅDGIVERE
Nye lovkrav skal sikre ens regler for advokater, revisorer og banker, når de rådgiver om skat, mener revisorbranchen. Banksektoren og advokatbranchen afviser revisorernes forslag om eksempelvis et fælles skatterådgivernævn, der kan give bøder. (Side 10-11)
NOVO NORDISK-REGNSKAB NÆPPE EN FORNØJELSE
Novo Nordisk kommer næppe farende ud af startblokken i 2017, og der er intet, der tyder på, at Novos regnskab for første kvartal bliver en stor fornøjelse. Novo har nemlig kurs mod et kvartal, hvor selskabets omsætning kommer under pres fra tre sider. (Side 11)
FÆRRE SKIBE REDDER REDERIERNE EFTER HISTORISK GLOBAL KRISE
Den globale efterspørgsel på nye skibe synker mod havbunden som tungt bly. Det udfordrer danske maritime udstyrsproducenter. Samtidig ventes raterne for shipping-branchen at stige. (Side 12-13)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
DANSKE ENERGIBARONER PÅ PENGEJAGT
I al ubemærkethed har virksomheden European Energy skabt et grønt væksteventyr, og nu er jagten gået ind på frisk kapital til fortsat ekspansion. Målet er ifølge administrerende direktør Knud-Erik Andersen at få global succes. (Forside, side 6-7)
LEGO-LEGETØJ HAR SUCCES I RUSLAND
Rusland er blevet et af verdens ti største legetøjsmarkeder. Legos salg vokser med 20-25 pct., og Billund-koncernen tager dermed markedsandele. (Side 5)
SPAR NORD SKAL LEVERE ENDNU ET KANONREGNSKAB
Bekymringen stiger i Nationalbanken, Finanstilsynet og på Christiansborg, men det får ikke bankerne til at slække på de finansielle målsætninger. Spar Nord endte med at stramme kravet efter at have kigget konkurrenterne i kortene. (Side 8-9)
KUN RIGE KUNDER FÅR ADGANG TIL ALM. BRANDS NYE SUPERTILBUD
Velhavende kunder har taget ualmindelig godt imod det nye billige investeringsprodukt Index Plus hos Alm. Brand. Produktet er kun tilgængeligt for kunder, som har mere end 2 mio. kr. på investeringskontoen. Særlige danske skatteregler blokerer for, at almindelige privatkunder kan sætte pengene i Alm. Brands nye succesfulde investeringsprodukt. (Side 10)
/ritzau/FINANS
Tags: newspaper❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›