Tirsdagens danske avisuddrag med Mærsk, GN og MT Højgaard

Udgivet den 16-04-2019  |  kl. 06:55  |  

BØRSEN

DØDSRAMTE BANKER KOMMER STÆRKT IGEN

De tre kriseramte banker DAB, Vestjysk Bank og Den Jyske Sparekasse har formået at vende skuden efter flere kriseår. Bankerne bevæger sig nu afgørende ud af farezonen på Bankresearchs årlige liste over de mest truede banker. (Forside, s. 14-15)

MÆRSK OG RIVALER SKYDER DIGITALT STORSATS I GANG

Et halvt år efter annonceringen af Digital Container Shipping Association (DCSA), der er et samarbejde mellem flere af verdens største rederier, får Thomas Bagge fra A.P Møller-Mærsk ansvar for en fælles digital satsning i industrien, hvor digitale værktøjer skal standardiseres, mens der banes vej for nye. (s. 6-7)

FØR VIGTIG DEMANT-AFSLØRING: GN HAR ALDRIG STÅET STÆRKERE

Kort før Demants nye storsatsning rammer vigtig amerikansk statistik, lægger GN sig efter stor fremgang for første gang ind som markedsleder i landet. (s. 8)

KEMP & LAURITZEN KÆMPER SIG FRI FRA DÅRLIG LØNSOMHED

Danmarks største teknikentreprenør, Kemp & Lauritzen, har vendt de seneste års negative udvikling og er igen på ret køl. I 2018 kunne selskabet præsentere et overskud på 54,5 mio. kr. (s. 12)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

ERHVERVSSTYRELSENS TOPCHEF RYDDER OP

Direktør i Erhvervsstyrelsen, Katrine Winding, har igangsat et markant sporskifte i Erhvervsstyrelsen. Det er ikke længere nok, at styrelsen letter erhvervslivets vej til registrering af virksomheder. Den skal fremover også være samfundets første bastion mod svindlere. (Forside, s. 6-7)

DANSKER BAG ET AF EUROPAS HURTIGST VOKSENDE SELSKABER

Danske Janus Nielsen har i løbet af fem år opbygget en it-forretning med snart 500 medarbejdere og base på Costa del Sol. Selskabet, der bærer navnet Anytech365, er ifølge en ny Financial Times-opgørelse Spaniens absolut hurtigst voksende teknologiselskab. (s. 4)

FORMAND VIL SKABE NYT MT HØJGAARD GENNEM PRIORITERING

Med bestyrelsesformand Carsten Dilling for bordenden skal MT Højgaard kritisk gennemgå koncernens mange forretningsområder for at finde ud af, hvilke der skal væk, og hvilke der skal satses på (s. 8-9)

BERLINGSKE BUSINESS

DANSKER FRA PANAMA PAPERS KRITISERER SKATTESTYRELSEN

En dansk mand, hvis navn optrådte i de lækkede Panama Papers, anklager de danske skattemyndigheder for kun at være "interesseret i at hænge folk op på korset" og mener, at myndighedernes afgørelse afviger fra sandheden. (s. 8-9)

GLOBAL GÆLD KAN TRUE VÆKSTEN PÅ VERDENSPLAN

Den globale gæld steg i 2018 med omkring 21.700 mia. kr., viser en ny rapport fra The Institute of International Finance. Det er en lille stigning sammenlignet med tidligere år, hvor den globale gæld er steget til vejrs og har nået et historisk højt niveau.(Forside, s. 10)

DANSK TOPCHEF UDSET TIL FORMANDSPOST I FLYSELSKAB

Administrerende direktør i DFDS, Niels Smedegaard, er udset til at få en nøglerolle i flyselskabet Norwegians i form af en post som bestyrelsesformand. (s. 9)

/ritzau/FINANS

Anders Krog Kristiansen