Tirsdagens obligationer: Fornyet risikovillighed sendte renten op
Efter gårsdagens store uro på de finansielle markeder var der tirsdag mere risikovillighed blandt investorerne, og det var med til at sende renten i vejret.
Mandag sendte nyheden om den kinesiske AI-model Deepseek chokbølger gennem aktiemarkederne og fik investorerne til at søge mod mere sikker havn i statsobligationer.
Tirsdag havde handlerne dog haft tid til at besinde sig, og det gav sig til udtryk i en lidt større risikovillighed. Det var med til at sende obligationskurserne ned og renterne op.
Effekten var dog ikke nær så stor på det mere rolige danske obligationsmarked, men renten steg dog støt dagen igennem til 2,26 pct. Det var 3 basispoint højere end mandag eftermiddag.
Renten faldt kortvarigt tilbage ved åbningen af de amerikanske aktiemarkeder, hvor det kortvarigt så ud til at mismodet fortsatte. Her vendte stemningen dog hurtigt til positiv igen, og renterne fortsatte op efterfølgende.
Eneste store nøgletal i kalenderen var den amerikanske forbrugertillid. Tallene for januar viste et skuffende fald til 104,1 fra 109,5 måneden forinden. Her havde analytikerne ventet et indeks på 105,7.
Det var dog onsdagens rentemøde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der tog mest fokus. Forud for mødet, der starter tirsdag og slutter med en rentemelding onsdag, venter markedet en uændret rente i niveauet 4,25-4,50 pct.
Torsdag er det så Den Europæiske Centralbanks tur til at kommer med en rentemelding. Her er forventningen i markedet, at ECB vil fortsætte med at lempe pengepolitikken.
Ifølge estimater fra Bloomberg er der klar konsensus om, at renten vil blive sat ned med 25 basispoint.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Danmark❯ Market Close❯