Tirsdagens obligationer: Mindre rentefald efter lavere end ventet canadisk inflation

Udgivet den 19-03-2024  |  kl. 17:00  |  

Renten tikkede en smule ned tirsdag efter en lavere end ventet inflation i Canada samt forud for onsdagens rentemelding fra USA.

Den toneangivende tiårige danske statsobligation lukkede tirsdag med et fald på 2 basispoint i 2,47 pct. Mandag steg renten 2 basispoint.

Dagens højdepunkt fra nøgletalskalenderen var opgørelsen over det tyske ZEW-indeks, der viste, at de tyske finansielle aktører er blevet mere optimistiske i forhold til den økonomiske udvikling i Tyskland fremover.

Forventningsindekset steg til 31,7 - det højeste niveau i over to år - fra 19,9 måneden før. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet en stigning, men blot til 20,5.

Det går også den rigtige vej med at få bugt med inflationen i Canada, der i tirsdagens opgørelse viste en afmatning til en årlig vækst på 2,8 pct. i forbrugerpriserne i februar fra en fremgang på 2,9 pct. for måneden forinden.

Her ventede økonomer adspurgt af Bloomberg News et hop til 3,1 pct.

Den japanske centralbank tog også overskrifter tirsdag, da banken hævede renten for første gang siden 2007. Dermed blev det den sidste centralbank til at forlade de negative renter.

Niveauet omkring en rente på nul er forladt for flere år siden hos centralbanken i USA, Federal Reserve, der onsdag afslutter sit todages rentemøde med en rentemeddelelse.

I øjeblikket indregner markedet en sandsynlighed på under 1 pct. for en rentenedsættelse på onsdagens møde, viser handlen med Fed Funds Futures.

Derfor vil hovedfokus være mod det kvartalsvise "dot-plot-diagram", der giver et overblik over, hvor bankens beslutningstagere hver især ser renten ved udgangen af de kommende år.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯ 

Seneste nyheder