Tirsdagens obligationer: Renten op i en sikrere verden

Udgivet den 05-02-2013  |  kl. 17:04  |  

I takt med, at aktierne tværs over Europa til USA og også herhjemme fandt tilbage i det optimistiske spor med kursstigninger, steg renterne tirsdagen igennem efter et kortvarigt fald i morgentimerne. Dagens sluttede med en rente for den 10-årige danske, toneangivende statsobligation på 1,77 pct. eller 4 basispoint højere end ved lukningen mandag.

I Tyskland, Storbritannien og Frankrig sås tilsvarende rentestigninger på 4-5 basispoint, efter at markedet havde fået indikation for stemningen i eurozonen i januar med PMI-indekset for servicesektoren, der var bedre end ventet.

Indekset steg i den endelige opgørelse for januar til 48,6. Der var ventet 48,3 ifølge analytikere adspurgt af Bloomberg News. I december var indekset på 47,8. Særligt indeksets komponent for aktiviteten i servicesektoren stemte markedet optimistisk og gav anledning til rentestigninger. Den tyske 10-årige benchmarkrente steg til sit højeste niveau siden april 2012.

I Spanien og Italien sås rentefald på henholdsvis 1 og 7 basispoint for de 10-årige obligationer som kvittering for mindre politisk bekymring.

- Det ser ud til, at der er konsensus om, at verden er blevet et sikrere sted at være, noterer Scott Graham, chef for europæiske statsobligationer hos Bank og Montreal, over for Bloomberg News.

Sidst på dagen kom der amerikansk nøgletal for ISM-indekset for servicesektoren fra USA. Det viste et fald til 55,2 i januar fra 55,7 i december. Ifølge estimater indsamlet af Bloomberg var det ventet et niveau på 55,0.

/ritzau/FINANS

Henning Nielsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder