Tirsdagens obligationer: Renten svingede med tyske tal og handelsnyt

Udgivet den 10-12-2019  |  kl. 17:21  |  

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation flyttede sig tirsdag mellem minus 0,28 pct. og minus 0,26, inden den sluttede dagen i midten i minus 0,27 pct., som var 1 basispoint højere en ved dansk lukketid mandag.

Udsvingene kom i takt med en skiftende usikkerhed i markedet omkring handelsforhandlingerne mellem USA og Kina frem mod weekenden, hvor nye amerikanske tariffer på kinesiske varer skulle træde i kraft. Tirsdag eftermiddag forlød det, at forhandlerne var blevet enige om at udskyder ikrafttrædelsen for de nye tariffer. Men en afgørende vending på finansmarkederne udeblev.

Påvirkning var der også fra friske tyske ZEW-tal, som tirsdag formiddag viste, at de tyske finansielle aktører er mere optimistiske i forhold til den økonomiske udvikling i Tyskland de kommende seks måneder, end økonomer havde forudset. ZEW-indeksets forventningsdel for december steg til 10,7 fra minus 2,1 måneden før. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet en stigning til 0,3.

Det er første gang siden april, at ZEW-indekset er positivt.

Den del af ZEW-indekset, som afspejler vurderingen af den nuværende økonomiske situation, steg til minus 19,9 fra minus 24,7. Konsensus var ifølge Bloombergs estimater en stigning til minus 22,0.

/ritzau/FINANS

Henning Lars Nielsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯ 

Relaterede nyheder