Tirsdagens obligationer: Virusramte Apple sendte renten ned

Udgivet den 18-02-2020  |  kl. 17:01  |  

Små rentefald prægede obligationsmarkedet tirsdag, efter at Apple mandag aften nedjusterede forventningerne med henvisning til virusudbruddet i Kina.

Dermed fik investorerne en påmindelse om, at virusset kan gøre indhug i forbruget og væksten, og en vigende risikoappetit medvirkede til at sende obligationskurserne op og renterne ned.

I USA faldt den tiårige rente med 4 basispoint til 1,54 pct. ved dansk lukketid, mens den tiårige danske rente endte 1 basispoint lavere i minus 0,38 pct.

Fra nøgletalsfronten kom der nyt om de tyske finansielle aktørers forventningsindeks, ZEW, der heller ikke tegnede noget lyst billede af økonomien.

Den del af ZEW-indekset, som afspejler den nuværende økonomiske situation, faldt til minus 15,7 i februar fra minus 9,5 i januar. Samtidig bakkede forventningsindekset til 8,7 fra 26,7 måneden før. Begge dele var langt være end ventet.

Hos det britiske analyse- og rådgivningsfirma Oxford Economics vurderes faldet at afspejle øget usikkerhed som følge af virusudbruddet.

Der er dog også lyspunkter, mener Oxford Economics, der peger på, at forventningsindekset fortsat ligger højere end i slutningen af sidste år, hvilket indikerer, at respondenterne blot ser et opsving i eurozonen som forsinket, men ikke kørt helt af sporet.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯ 

Relaterede nyheder