Tivoli: Nimb Hotel på fornem liste

Udgivet den 08-12-2010  |  kl. 13:38  |  

For første gang nogensinde er et dansk hotel blevet udpeget til Condé Nast Travellers Gold List 2011. Det er det anerkendte luksus-rejsemagasin Condé Nast Traveller, der står bag listen, og Nimb Hotel har som det eneste hotel i Skandinavien fået en plads på listen.

Condé Nast Travellers Gold List sammensættes af magasinets redaktører, som udvælger verdens bedste hoteller. Nimb Hotel fremhæves for sin beliggenhed i Tivoli og for sit unikke og charmerende interiør; som der står i begrundelsen: "Det er et magisk - men også meget hipt -sted, og det er det eneste hotel, som har direkte adgang til Tivoli."

General Manager for Huset Nimb, René Jasper Thomsen siger om udmærkelsen:

- Det er en stor glæde at Huset Nimb er kommet på Condé Nast Travellers Gold List. Ud over vores sublime beliggenhed med udsigt til Tivoli, har vi hele tiden troet på, at ved at sætte den enkelte gæst i centrum og ved at have helt særligt fokus på detaljen, ville vi skabe en unik oplevelse i verdensklasse. Denne internationale topplacering viser, at det netop er lykkes. Den ånd og sjæl vi har skabt på Huset Nimb er i særklasse helt unik.

Nimb Hotel åbnede i 2008, og allerede i 2009 kom Nimb Hotel som det eneste danske hotel på Condé Nasts Hot List - og nu altså på Gold List, hvilket fremgår af januarnummeret, som i dag er kommet på gaden.

Nimb er et af Danmarks absolut mest luksuriøse hoteller og det eneste i landet, der er tilsluttet Small Luxury Hotels of the World. Bygningen fra 1909 har stilfuld skandinavisk indretning, unik beliggenhed med udsigt til Tivoli og en personlig service, som sammen med alle hotellets unikke detaljer skaber den betagende oplevelse, der er baggrunden for optagelse på listen.

Har man lyst til at overnatte på Nimb, skal man regne med at betale mellem 2.500 og 8.500 kr. pr. nat

Huset Nimb ejes og drives af Tivoli A/S.

 

 

 

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder