Topdanmark indgår rekordstor livaftale
København--26. juni--NetPosten--Samtlige 500 ansatte i den store ingeniørvirksomhed Nellemann, Nielsen og Rauschenberger er nu gruppelivsforsikret i Topdanmark Liv. Det fremgik fredag af Top-medarbejderbladet, Focus.
Selvom der allerede i dag er 125 firmaer, der har gjort det samme som Nellemann, Nielsen og Rauschenberger, så er aftalen den største, som Topdanmark Liv har indgået.
- Vi er selvfølgelig stolte over, at så stor en kunde har valgt Topdanmark til at forsikre sine ansatte. Samtidig ser jeg yderligere muligheder i aftalen. Alle ansatte i ingeniørvirksomheden kan nemlig tegne individuel ordninger på gunstige vilkår gennem den overordnede aftale, siger direktør Jan Hoffmann, Topdanmark Livsforsikring.
Ved siden af de godt 125 virksomheder med firmaordninger i Topdanmark Liv har over 400 virksomheder placeret deres arbejdsmarkedspensionsordning i Topdanmark Livsforsikring.