Torsdagens aktier: Biotek stjal billedet fra C20
Der var svaj i biotekbranchen i torsdagens aktiemarked i København. De to biotekselskaber Genmab og Neurosearch startede dagen med henholdsvis en markant kursstigning og et endnu større kursfald - udsving som holdt sig dagen igennem.
C20-indekset lukkede med et fald på 0,3 pct. til 488,04 med Mærsk-aktierne helt i bund.
Janssen Biotech, der holder til i Belgien og hører til under Johnson & Johnson paraplyen, har fået øje på Genmabs potentielle knoglemarvscancer-behandling, Daratumumab. Genmab udlicenserer nu lægemiddelkandidaten gennem en aftale, der sikrer Genmab en "upfrontbetaling" på 55 mio. dollar.
- Det er rigtig godt for Genmab, at de får den aftale i hus, for der er ikke indregnet ret meget i kursen. Så godt nyt giver en voldsom kursreaktion, siger siger rådgiver Jesper Bamberger fra Nordea.
Og ses der på potentialet, kan værdien af aftalen som indeholder upfrontbetaling, aktieinvestering i Genmab og milestone-betalinger løbe op i over 1,1 mia. dollar. Men hvad, der sparkede Genmab helt til tops på fondsbørsen, var Johnson & Johnson Developments investering på 475 mio. kr. (ca. USD 80 mio.) i nye Genmab-aktier til 88 kr. per styk eller 30 pct. over onsdagens slutkurs. Det sendte Genmab op med 16,1 pct. til 78,75 kr.
Den kriseramte biotekkoncern Neurosearch har bidt i det sure æble og afskrevet værdien af det eneste tilbageblevne projekt i pipelinen - Huntexil. Neurosearch har forgæves prøvet at finde en partner, der kan hjælpe til med at videreudvikle midlet, og selv om håbet er ikke helt opgivet, er det hidtil gået så trægt, at værdien af Huntexil er nedskrevet til et rundt nul. Det betyder, at egenkapitalen er negativ og kapitalberedskabet så lille, at det kun rækker til fortsat drift indtil 2013.
- Nu er der bare en pengebeholdning tilbage som rækker ind i næste år. Så skal de ud og bede investorerne om flere penge, og det tror jeg de får svært ved at rejse, vurderer Jesper Bamberger.
Neurosearch dykkede 47,2 pct. til 3,72 kr.
Fra biotekbranchen meldte også Topotarget om store ændringer. Topchef Francois Martelet fratrådte med øjeblikkelig virkning og medicinsk udviklingsdirektør Axel Mescheder forlader også selskabet i løbet af få måneder. Samtidig har biotekselskabet hyret ABG Sundal Collier til at undersøge, om fremtiden skal stå på partneraftale, fusion med en industriel partner eller et salg af selskabet. Aktien faldt 9,3 pct. til 1,07 kr.
Vestas lagde endnu et udsving til de seneste dages voldsomme volatilitet. Torsdag var det den kinesiske vindmølleproducent Ming Yang, som igen spøgte i kulissen som interesseret i Vestas. Ming Yang har tidligere afvist at have interesse i Vestas, men ikke desto mindre lukkede Vestas-aktien i top i eliteindekset med en stigning på 3,9 pct. til 39,65 kr.
I den modsatte ende dumpede Mærsk-aktierne ned med et fald i A-aktien på 3,2 pct. til 37.040 kr. og et fald i B-aktien på 2,9 pct. til 39.060 kr. Skuffende nøgletal fra Asien, hvor de japanske detailsalg var dårligere end ventet, og forretningstilliden blandt de sydkoreanske fremstillingsvirksomheder nær det laveste siden den globale finansielle krise startede trak i negativ retning.
- Mærsk er en af de aktier, der bliver ramt af svagere nøgletal fra Fjernøsten. Og de har selv oplyst, at eksporten fra Kina har vist svaghed i højsæsonen, noterer Jesper Bamberger.
Den grafiske virksomhed Glunz & Jensen kom flot igennem regnskabsåret 2011/12 på trods af vanskelige markedsforhold. Udviklingen har da også været understreget af hele tre opjusteringer i årets løb. Aktien steg 2,5 pct. til 61,50 kr.
Parken Sport & Entertainment fik klø ikke bare på banen onsdag, men også på fondsbørsen torsdag. En kedelig kamp med et kedeligt udfald slukkede for drømmen om, at FC København skulle nå Champions League, da franske Lille vandt 2-0 og sendte FCK ud i mørket, mens Parken må vinke farvel til et trecifret millionbeløb. Aktien droppede 6,6 pct. til 71 kr.
/ritzau/FINANS
Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk