Torsdagens aktier: Danske aktier ramt af negativt efterslæb

Udgivet den 06-06-2013  |  kl. 17:05  |  

Det danske C20 Cap-indeks lukkede torsdag med et fald på 2,0 pct. i 568,02 grundet et efterslæb fra onsdagens danske lukkedag, hvor de europæiske aktiemarkeder lukkede med solide fald. A.P. Møller - Mærsk blev presset efter Jefferies indledte sin dækning af aktien med anbefalingen underperform og Vestas og Pandora fortsatte også den seneste tids negative tendens.

- Der har været rentemøde i Den Europæiske Centralbank (ECB), og som ventet blev styringsrenten fastholdt på 0,5 pct. ECB sænkede ved samme lejlighed sit skøn for eurozonens BNP-vækst til minus 0,6 pct. i år, men hævede til gengæld skønnet for næste år til 1,1 pct., skrev Nordea.

A.P. Møller - Mærsk endte 2,3 pct. lavere i kurs 41.280 kr. Det amerikanske finanshus Jefferies indledte sin anbefaling på aktierne i A.P. Møller - Mærsk med anbefalingen underperform, mens kursmålet lyder på blot 30.000 kr. Jefferies ser risiko for, at A.P. Møller - Mærsks indtjening kan lande 30 pct. under konsensusestimatet i 2013, og finanshuset anbefaler investorerne at sælge ved kursstigninger.

Vestas faldt 5,1 pct. til kurs 73,30 kr., og dermed fortsatte Vestas sin retræte efter aktien for en uge siden ramte det højeste niveau i mere end et år, 86,50 kr. Nordea ser risiko for, at der med de mere urolige aktiemarkederne, er flere der vælger at tage gevinst hjem i aktien, hvilket vil betyde et fortsat salgspres. Derfor anbefalede finanshuset kortsigtede investorer at tage toppen af risikoen i aktien.

Pandora faldt 3,5 pct. til 189 kr. efter en længere optur i år. Pandoras vækst giver grobund for overvejelser af ekspansion af produktionskapacitet, og en ny fabrik kan komme til at ligge uden for Thailand, for at sprede selskabets geopolitiske risiko, rapporterede Berlingske Business torsdag morgen. Det giver mening at sprede risikoen, skriver de jo alle sammen i managementbøger, udtalte topchef hos Pandora Production Thomas Nyborg til Berlingske Business.

Novozymes lukkede med et fald på 2,8 pct. i 192 kr. Olie- og gasindustrien forsøgte sent tirsdag at lægge pres på den amerikanske højesteret, som snart skal tage stilling til om en benzinblanding med 15 pct. ethanol (E15) skal forbydes. I et retsdokument indsendt til den amerikanske Højesteret forsøgte lobbyorganisationen American Petroleum Institut (API) endnu en gang at tale sin sag, hvor der specielt blev lagt vægt på argumentet, om at E15 kan skade biler og lastbiler.

Bankerne var blandt de hårdest ramte sektorer i det europæiske Stoxx 600-indeks. De danske bankaktier fulgte den tendens, hvor det blev til et fald på 3,8 pct. til 67,65 kr. til Nordea og Danske Bank lukkede med et fald på 2,9 pct. i kurs 111.

DFDS steg 4,3 pct. til 354 kr. efter myndighederne meddelte, at Eurotunnel skal ophøre med at drive færgefart fra havnen i Dover. DFDS skrev i sit regnskab for første halvår 2012 at en vanskelig opstart på ruten Dover og Calais og den britiske recession var årsagerne til presset på indtjeningen og grundlaget for en nedjustering af selskabet forventninger til 2012.

Genmab endte 5,1 pct. højere i 216,90 kr. Nordea løftede torsdag sit kursmål på aktierne i Genmab til 272 kr. fra tidligere kursmål på 219 kr. Anbefalingen lyder fortsat på stærkt køb.

Udgivet af: Aktiefokus