Torsdagens aktier: Danske og Jyske faldt på rentemeldinger fra USA

Udgivet den 21-03-2019  |  kl. 17:03  |  
Flügger

C25-indeksets trekløver af banker - Danske Bank, Jyske Bank og Sydbank - havde alle en skidt torsdag på grund af udsigten til fortsat lave renter i USA.

Onsdag aften fastholdt den amerikanske centralbank, Federal Reserve, sin ledende rente og lagde samtidig ikke op til renteændringer resten af året. Det er noget anderledes i forhold til december, hvor der var forventning om to renteforhøjelser i 2019.

Meldingerne så torsdag ud til at lægge et pres på de europæiske banker, som har mulighed for at tjene flere penge, desto højere renterne er.

Herhjemme faldt Sydbank 0,9 pct. til 150,80 kr., Danske Bank faldt 1,3 pct. til 124 kr., og Jyske Bank faldt 1,5 pct. til 257,10 kr.

Bankaktiernes fald var med til at sende det samlede C25-indeks ned med 0,1 pct. til indeks 1134,34.

SÆNKEDE ANBEFALINGER

Med til at trykke det danske eliteindeks var også Tryg, som havde fået sænket anbefalingen af SEB til "sælg" fra "hold", mens kursmålet blev løftet med 1 kr. til 175 kr. Aktien reagerede med et fald på 1,1 pct. til 183,70 kr.

Til at trække op i C25-indekset var blandt andet Carlsberg, som steg med 0,4 pct. til 822,40 kr. Bryggeriaktien havde ellers fået sænket anbefalingen af ABG Sundal Collier til "hold" fra "køb", samtidig med at kursmålet blev skåret til 850 kr. fra 875 kr.

Helt i toppen blandt eliteaktierne ende medicoselskabet Ambu med en stigning på 2,1 pct. til 173,20 kr. Det var femte dag i træk med plus for aktien.

- Mit bud vil være, at det er fordi, de er på forskellige roadshows rundt omkring i verden for at sprede budskabet, og det kan sagtens være med til at trække lidt tråde over til aktien også.

- Man kan også sige, at Ambu er en af de aktier, der måske har haltet lidt efter i år, og måske er det bare det, den er ved at indhente, vurderer Nikolaj Holmsgaard, der er ansvarlig for aktiehandel hos ABG Sundal Collier.

REGNSKABER FRA BAVARIAN OG FLÜGGER

Uden for eliteindekset var der fokus til Bavarian Nordic, som lukkede uændret i 138 kr. efter offentliggørelsen af sit regnskab for 2018. Selve regnskabstallene var stort set som ventet, og for det nye år venter biotekselskabet en stigende omsætning, men et fortsat driftsunderskud.

Fokus var der også på ALK-Abelló, idet allergivirksomhedens franske konkurrent Stallergenes Greer er på vej til at blive købt af børsen.

Ares Life Sciences I, som i forvejen ejer 83,9 pct. af Stallergenes Greer, tilbyder de øvrige aktionærer en pris på 37 euro per aktie. Det svarer til en præmie på 42,9 pct. sammenlignet med onsdagens lukkekurs på 25,90 euro og værdisætter selskabet til samlet 678,5 mio. euro inklusive gæld.

ALK-aktien startede med at reagere positivt på nyheden, men endte med et fald på 0,4 pct. til 1076 kr.

Også Flügger var i fokus oven på et regnskab for tredje kvartal, hvor både omsætning og indtjening er bakket en smule for malerkæden. Forventningerne til regnskabsåret blev fastholdt, men aktien endte med at falde 1,4 pct. til 290 kr.

/ritzau/FINANS

Dan Petersen

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
9,67%
 
19/07/19

 
3,78%
 
19/07/19

 
3,58%
 
19/07/19

 
3,35%
 
19/07/19

 
1,07%
 
19/07/19

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder