Torsdagens aktier: Kinesisk rentesænkning sørgede C20-fremgang
Det var positive takter som prægede torsdagens aktiemarked efter Kina sænkede styringsrenten med 25 basispoint. C20-indekset lukkede med markant fremgang på 1,6 pct. i 433,51 med størst stigning til de konjunkturfølsomme aktier samt bankaktierne.
- Aktiemarkederne nyder i dag godt af, at Kina sænker styringsrenten med 0,25 pct., således at 12 mdrs. renten falder til 6,31 pct. Rentenedsættelsen var ikke ventet. De fleste havde regnet med, at de kinesiske myndigheder ville nøjes med at regulere pengepolitikken ved at nedsætte reservekravene til landets banker, skriver Nordea i sin eftermiddagskommentar.
De konjunkturfølsomme aktier havde en god dag på børsen efter den kinesiske rentesænkning. Tørlastrederiet Norden steg 4,8 pct. til 160,8 kr. og FLSmidth lukkede 5,0 pct. højere i 323,3 kr. Angående udviklingen i FLSmidth-aktien Nordea skrev i sin eftermiddagskommentar:
- Hvis den positive stemning fortsætter, er der gode muligheder for at aktien skal op og teste niveauet omkring 350 kr. Det er fristende at købe aktien på disse niveauer, men vær opmærksom på at risikoen fortsat er høj.
Danske Bank lukkede 4,8 pct. højere i 83,15 kr., mens Jyske Bank steg 4,0 pct. til kurs 161, idet den gode stemning på de europæiske børser understøttede bankaktierne.
Vestas steg 1,2 pct. til kurs 31,93. Vindmølleproducenten underskrev en ordre på en samlet kapacitet på 39,6 MW bestående af 22 enheder af V100-1.8 MW vindmøller til Alba Rivas vindmølleparken i Nicaragua. Yderligere underskrev den indiske konkurrent Suzlon en hensigtserklæring om leveringen af vindmøller med en samlet kapacitet på 2.500 MW over en periode på fem år til vindmølleparker i den indiske delstat Karnataka.
Tryg fik sænket sit kursmål til 350 kr. fra 355 kr. mens Topdanmarks fik hævet sit kursmål til 1067 kr. fra 1044 kr. hos det amerikanske finanshus Morgan Stanley. Tryg steg 3,0 pct. til 323,4 kr., og Topdanmark endte 1,9 pct. højere i kurs 965.
TDC tabte 0,2 pct. til 37,35 kr. efter Swedbank løftede sin anbefaling på aktien til stærkt køb fra tidligere køb, mens kursmål forblev uforandret på 50 kr.
A.P. Møller - Mærsk steg 3,6 pct. til 37.440 kr. I et interview med Bloomberg News har koncernchef Smedegaard meddelt, at containerraterne ligger over break even-niveau, men at der stadig ikke er klarhed over om helårets resultat vil være over break even (for Maersk Line-enheden, red.).
Novo Nordisk endte 0,5 pct. højere i kurs 804. GLP-1-kombinationerne til behandling af diabetes repræsenterer en væsentlig mulighed for de europæiske diabetesmedikamentproducenter. Det skrev analytiker Richard Vosser fra finanshuset JPMorgan med henvisning til Sanofis Lxyumia/Lantus- og Novo Nordisks Victoza/Tresiba-kombinationer. JPMorgan estimerer, at Novo Nordisks salg af GLP-1-kombinationer i 2020 vil være på 13 mia. kr. og 51 mia. kr. i 2030.