Torsdagens aktier: Novo og Vestas drev C25 til tiende dag i plus

Udgivet den 28-12-2023  |  kl. 17:07  |  
Arkiv: Foto

Med sværvægteren Novo Nordisk og ordreslugeren Vestas blandt de førende aktier blev det danske C25-indeks torsdag drevet i plus og ud i overhalingsbanen, hvor indekset gav de europæiske kolleger baghjul.

Eliteindekset lukkede handelsdagen i 1820,84 eller 0,5 pct. højere i forhold til lukkeniveauet onsdag eftermiddag. Dermed kunne indekset fejre sin 10. handelsdag med positivt fortegn.

Samtidig balancerede det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks på status quo med svagt faldende tendens.

- Markedet er sidst på året godt understøttet af, at renterne er tikket ned, og der er fortsat tro på, at renterne bliver sat ned næste år, og det er den vinkel, der har skabt positivt momentum hen over julen, Det kører videre og har givet et godt "jule-rally", siger Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank.

- Og vi klarer os godt i forhold til Europa, som er lidt blandet, konstaterer han.

REKORD I SIGTE FOR VESTAS

Martin Munk tildeler især Vestas æren for det danske forspring.

Vindmølleaktien lukkede 2,4 pct. højere i 215 kr. tæt på toppen af C25.

- Vestas ruller videre. Der kom mange ordrer hen over julen, og nu kom der en rigtig stor ordre onsdag aften efter lukketid til USA. Så det gode momentum fra i går fortsætter i Vestas, bemærker Martin Munk.

Det er primært amerikanske ordrer, Vestas har præsenteret op til jul. Og onsdag aften kunne Vestas så sætte trumf på med sin største landmølleordre i USA nogensinde på samlet 1089 megawatt.

Den bringer årets samlede ordrehøst op på 16.467 megawatt, og dermed er der bare 1410 megawatt op til rekordåret 2019, hvor Vestas hentede ordrer på sammenlagt 17.877 megawatt.

Yderligere plejer Vestas at have en række uannoncerede ordrer for fjerde kvartal i baghånden, når selskabet præsenterer årsregnskab.

Samlet har Vestas nu annonceret ordrer på 6329 megawatt i fjerde kvartal, hvilket gør kvartalet til det travleste på ordrefronten nogensinde.

Sent torsdag eftermiddag kunne Vestas dertil oplyse, at selskabet har solgt en vindportefølje på 656 megawatt (MW) til italienske PLT Energia

MEDICINAL TOPPER HJEMME OG UDE.

Uden selskabsspecifikke nyheder kunne en god håndfuld medicinalaktier torsdag kravle til tops i C25, hvor Zealand Pharma steg 2,4 pct. til 382 kr. på indeksets allerøverste trin.

Selskabets topchef, Adam Steensberg, siger i et interview med MarketWire, at partneraftaler kan bidrage til at finansiere driften i den kommende tid.

Med i toppen var også Bavarian Nordic, som steg 1,0 pct. til 180,70 kr., og Genmab, som fik et løft på 0,8 pct. til 2156 kr.

De havde selskab af indeksets tungeste aktie, Novo Nordisk, som steg 0,9 pct. til 698,20 kr., og som dermed også bidrog solidt til plusset i C25. Og i øvrigt også til en placering af medicinalaktierne som den bedst præsterende sektor i det europæiske aktiemarked med et plus på 0,3 pct. torsdag sidst på eftermiddagen.

Ambu og Demant fulgte trop med plusser på henholdsvis 1,1 pct. til 104,50 kr. og 1,7 pct. til 296 kr.

Tæt på bunden af C25 tabte Nordea 0,7 pct. til 83,66 kr., og nederst i indekset lå Mærsk-aktierne ned et minus på 1,7 pct. til 11.980 kr. for B-aktien.

Markedet har erfaret, at rederierne vender tilbage til Det Røde Hav og dermed ikke kan høste øgede indtægter på den forlængede transportrute syd om Afrika.

.\\˙ MarketWire

Henning Lars Nielsen

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

11:41 Aktier/middag: Mærsk anfører revanche i C25 inden vigtige inflationstal fra USA
11:34 Analytikere ser Vestas året starte i rødt i vanligt tyndt første kvartal
10:38 Kepler siger "køb" til Norden mod før "hold"
09:17 Aktier/åbning: Dansk aktierevanche fra start anført af Mærsk og GN
09:14 Mærsk kan se vigtigt rateindeks tage gevaldigt hop
09:07 Boozt gør underskud til overskud i årets tre første måneder
08:58 Coloplast og sårplejesektoren bløder oven på nye forslag til tilskud i USA
08:53 Obligationer/åbning: Renter falder tilbage forud mere inflationsnyt fra USA
08:34 Aktier/tendens: Grøn dag i sigte med fokus på Boozt, Coloplast og inflation
08:00 Uændret økologisk detailsalg
08:00 Byggebeskæftigelsen starter 2024 med et lille fald
07:44 Carnegie rundbarberer kursmålet for Mærsk - sættes ned med over 17 pct.
07:26 Yellen nedtoner skuffende væksttal - ser mulighed for oprevidering og lavere inflation
07:09 Råvarer: Olieprisen skyder i vejret - Yellen spår oprevidering af skuffende væksttal
07:07 Obligationer/tendens: Flad rente i sigte forud for endnu et inflationstal
06:55 Høreapparatproducenter opmærksomme på audiologmangel: Vi arbejder løbende på det
06:40 Asien: Investorer slutter ugen af med flotte stigninger
06:39 SEB ser fortsat stort potentiale i rederiet Norden trods lavere kursmål
06:34 Sådan går det Mærsks asiatiske peers fredag
06:33 Alphabet lover første udbytte samt stort aktietilbagekøb og belønnes i eftermarkedet