Torsdagens aktier: Til Nvidia-fest med ISS og NKT som partykillers

Udgivet den 22-02-2024  |  kl. 17:09  |  
Arkiv: Foto

Overraskende godt regnskab fra amerikanske Nvidia onsdag aften bragte torsdag feststemning til de globale aktiemarkeder, men på det hjemlige deltog ISS og NKT som partykillers, som hindrede humøret i det danske C25-indeks i at nå samme højde som ude i Europa.

Eliteindekset steg torsdag til 1900,85 eller med 0,4 pct. i forhold til lukkeniveauet onsdag eftermiddag, mens brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks samtidig blev løftet 0,8 pct.

- Der er generelt en god stemning på markederne, siger senioraktierådgiver Martin Munk i Jyske Bank og nævner det stærke regnskab fra den amerikanske mikrochipproducent Nvidia som begrundelse.

- Man kunne godt være lidt spændt på, om de kunne indfri forventningerne, men det gjorde de altså, og aktien er blevet lidt af en proxy for markedsstemningen, påpeger han.

- Men herhjemme har vi haft et par syndere: ISS og NKT, bemærker han

NEDTUR FOR ISS

ISS lukkede dybest i C25-indekset med et fald på 6,9 pct. til 128,75 kr. som reaktion på regnskabet fra servicekoncernen. Det bød på både en øget udlodning og en positiv organisk vækst, men også et skuffende overskud i andet halvår. ISS har dog også iværksat et aktietilbagekøbsprogram på 1 mia. kr. og hævet udbyttet til 2,3 kr. per aktie fra 2,1 kr.

I 2024 venter ISS en organisk vækst på 4-6 pct., og en driftsmargin på over 5 pct.

- Jeg syntes umiddelbart, at regnskabet og estimaterne for 2024 ligger inden for det forventede, og jeg er lidt overrasket over, at reaktionen skal være så hård. Men der, hvor man skal finde bekymringen, der er nok inden for cash flow, antager Martin Munk.

ISS venter underliggende pengestrømme på 2,4 mia. kr. i 2024. Men de rapporterede pengestrømme ventes på 1,8 mia. kr. Differencen skyldes en verserende voldgiftssag med Deutsche Telekom, der har svaret igen med at tilbageholde betalinger, forklarer ISS' administrerende direktør, Kasper Fangel, til MarketWire.

- Men med den historik, vi har på ISS, bliver man måske lidt bekymret, når der kommer overraskelser af den slags, mener Martin Munk.

NKT SNUBLEDE OVER NEDGRADERING

Efter et plus på 6,4 pct. til NKT til rekordniveau efter onsdagens regnskab var kabelproducentens aktie torsdag på retræte med et minus på 2,3 pct. til 511 kr.

Aktien fik torsdag nedgraderet sin anbefaling hos Danske Bank til "hold" fra "køb", men løftet kursmålet til 560 kr. fra 550 kr. Nordea hævede sit kursmål til 580 kr. fra 530 kr. og fastholdt anbefalingen "køb".

Hos SEB blev kursmålet hævet til 600 kr. fra 560 kr.

Også FLSmidth fik analytikerreaktioner efter onsdagens endelige regnskab. Norske DNB har hævet kursmålet til 370 kr. fra 350 kr. Og ABG Sundal Collier sætter nu kursmålet til 350 kr. mod 320 kr.

Ingeniøraktien steg 3,4 pct. til 318,80 kr.

NOVO I TOPPEN

Tæt på toppen af C25 steg indekstunge Novo Nordisk 2,7 pct. til 853,20 kr. Medicinalaktien fik hævet kursmålet til 775 kr. fra 725 kr. hos franske BNP Paribas.

I samme luftlag blev Bavarian Nordic løftet 4,1 pct. til 173,85 kr. Biotekselskabet, som holder kapitalmarkedsdage i den kommende uge, faldt onsdag 3,2 pct. efter fremlæggelse af foreløbige regnskabstal.

Volatile Ambu lukkede dagen med et plus på 3,0 pct. til 125,65 kr.

NYT FRA SIDEPAPIRERNE

MT Højgaard Holding venter i 2024 fremgang på både toplinjen og driftsposten. I 2023 voksede bundlinjen dertil til 305 mio. kr. fra 231 mio. kr. året før.

Aktien steg 8,3 pct. til 144 kr.

Bioporto venter i 2024 en vækst til 40 mio. kr. på toplinjen fra et øget salg af selskabets NGAL-test. Det justerede driftsunderskud, EBITDA, ventes i niveauet 75-90 mio. kr. som følge af højere omkostninger forbundet med markedsføring og nye kliniske studier. Men værre var, at biotekselskabet planlægger desuden salg af nye aktier for cirka 20 mio. dollar i 2024 og 2025. Aktien faldt 15,0 pct. til 1,73 kr.

Better Collective og Brødrene A&O Johansen fremlagde begge årsregnskab med nyt om forventningerne til 2024 efter børslukning onsdag.

Sportsmediegruppen bakkede 2,3 pct. til 199,80 kr. trods forventning om tocifret vækst for både omsætningen og indtjeningen.

A&O faldt 8,3 pct. til 66,40 kr. på udsigten til tilbagegang fra en haltende aktivitet.

Softwareselskabet Cbrain noterede en solid fremgang i antallet af abonnenter, og det får selskabet til at spå tocifret vækst i 2024. Efterfølgende har softwareselskabet fået løftet kursmålet for aktien til 220 kr. fra 200 kr. hos Carnegie. Aktien steg 10,2 pct. til 296,50 kr.

.\\˙ MarketWiRE

Henning Lars Nielsen

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder