Torsdagens aviser med Carlsberg, Vestas og Tivoli
BØRSEN
ATP NÅR 650.000 KUNDER I BRITISK SATSNING
Pensionskæmpen ATP's britiske pensionsselskab Now Pensions har på få år fået over 650.000 kunder i landets hastigt voksende firmapensionsmarked. (Side 6-7)
LYDFIRMA FEMDOBLER VÆRDI
Superhørelse og beskyttelse mod høreskader til soldater skaber kæmpevækst til det danske lydfirma Invisio, der stormer frem på fondsbørsen i Sverige. Selskabet er på fire år rykket fra 40 mio. svenske kr. i årligt salg til 230 mio. kr. i salg sidste år. Og siden begyndelsen af 2015 er aktiekursen næsten femdoblet. (Side 10)
KRISEN AFBLÆST I ENERGIKÆMPE DER TREDOBLER RESULTATET
Efter massive fyringer, uro i ledelsen og vigende bundlinje er energihandelsselskabet Danske Commodities på rette kurs med tredobling af overskuddet. (Side 11)
INVESTERING I UDVIKLING SÆTTER REKORD I DANFOSS
Danfoss' topchef Niels Bjørn Christiansen har øget toplinjen markant til 38 mia. kr. Samtidig har han aldrig brugt en større andel af omsætningen på forskning og udvikling. (Side 13)
CARLSBERG-BOSS BLÆSER TIL ANGREB I RUSLAND
Carlsbergs topchef Cees 't Hart nægter at opgive bryggeriets kriseramte russiske forretning på trods af en årrække med markant tilbagegang. Den længe ventede strategi "Sail’22" skal få indtjeningen tilbage på sporet. (Side 14)
TOPSØE RIDER MED PÅ GRØN BØLGE I KINA
Den danske Haldor Topsøe-koncern åbner en ny fabrik i Tianjin i Kina, som skal producere katalysatorer til rensning af udstødning fra tunge køretøjer. "Regeringen mener det alvorligt, når den har meldt ud, at forureningen skal reduceres", siger topchef i Haldor Topsøe China, Kim Hedegaard. (Side 20-21)
BERLINGSKE BUSINESS
PÅFALDENDE ENS TILBUD FRA TOTALKREDIT-BANKER
Over halvdelen af bankerne i Totalkredit-samarbejdet har de seneste uger lanceret lånetilbud som en konsekvens af stigende bidragssatser. Men tilbuddene er forbavsende ens, og tilsyneladende er det kun Arbejdernes Landsbank, der har valgt en anden tilgang. Bankerne afviser, at der skulle være tale om en koordineret aktion. (Forside, side 4-5)
TIVOLI-CHEF FEJRER TYVE ÅRS JUBILÆUM MED ENDNU ET STÆRKT REGNSKAB
Efter 20 år på posten glædede Tivolis administrerende direktør, Lars Liebst, sig onsdag over endnu et rekordregnskab for det danske nationalikon. Med en omsætning på næsten 1 mia. kr. i 2015 og et historisk besøgstal på 4,7 mio. gæster var der en hel del at glæde sig over for forlystelsesveteranen. (Side 6)
CARLSBERG HELT UDE AF OPKØBSRÆS DE NÆSTE TO ÅR
Carlsbergs topchef Cees 't Harts nye strategi går ud på at få Carlsberg til at vokse via målrettede nålestiksoperationer i storbyer verden over samt have mere fokus på specialøl med høj indtjening. Først om to-tre år er Carlsberg igen i stand til at købe stort op, vurderer Cees 't Hart. (Side 8-9)
DANFOSS-TOPCHEF VIL INVESTERE SIG TIL VÆKST
Trods et år med kamp for at vinde markedsandele og massive investeringer i vækst er evnen til at tjene penge intakt hos den sønderjyske industrikoncern Danfoss. Danfoss er bundsolid, og pengekassen bugner og bruges til at købe vækst i et svært marked. (Side 17)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
CARLSBERGS PLAN ER EN GRATIS OMGANG
Masser af ord men få konkrete tiltag. Sådan lyder analytikeres vurdering af Carlsbergs nye strategi, Sail'22. Det er direkte uambitiøst, at Carlsbergs nye hollandske topchef ikke tør forpligte sig mere til værdiskabelse i den danske bryggerigruppe med strategiplanen, vurderes det. (Forside, side 6-7)
BANK VIL GIVE RABAT, NÅR MAN SHOPPER
Hos Ikano Bank kan man få rabat i udvalgte brancher, når man benytter bankens kreditkort. Det vækker bekymring i Forbrugerrådet Tænk. (Side 3)
DANFOSS ØGER SALGET OG TJENER FLERE PENGE
Den store danske industrivirksomhed Danfoss hæver både omsætning og bundlinje med mere end 10 pct. Topchef Niels B. Christiansen betegnes 2015 som "et godt år" i en kommentar til regnskabet. (Side 8)
VESTAS-CHEFEN SKIFTER SALGSSTRATEGI
Vestas har hidtil afvist at deltage i finansiering og udvikling af vindmølleprojekter. Men nu sadler topchef Anders Runevad om i jagten på nye ordrer. Bag ændringen ligger et skift i markedsdynamikken. (Side 9)
FONA-EJER TABER MILLIONER
Kjær-familien, som er hovedaktionær i den kriseramte elektronikkæde Fona, melder, at dens ejerandel nedskrives, og at egenkapitalen er tabt. (Side 11)
/ritzau/FINANS
Tags: newspaper❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›