Torsdagens aviser med Danske Bank, Novo Nordisk og Lundbeck

Udgivet den 07-12-2017  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

EJER SÆLGER REGNTØJSFIRMA MED STOR FORTJENESTE

Regntøjsfirmaet Lyngsøe Rainwear er solgt til norske Hansen Protection. Ejeren, Bo Lyngsøe, kan sætte over 100 mio. kr. ind på kontoen. (Forside, side 6-7)

BOOZT KASTER MIO I KØBENHAVNSK KOSMETIKMARKED

Netbutikken Boozt investerer op mod 10 mio. kr. i en strøgplacering i hovedstaden. Selskabet følger ny trend med netbutikker, der åbner fysiske butikker. (Side 8)

SALGET AF ALKA SVÆKKER ARBEJDERNES LANDSBANK

Fagbevægelsens salg af forsikringsselskabet Alka er logisk, men afslører samtidig, at man ikke er den naturlige ejer af Arbejdernes Landsbank. Nu er ånden sluppet ud af flasken, vurderes det. (Side 10)

LØVEN BESLUTTER NY AGGRESSIV OPKØBSSTRATEGI

Medicinalkoncernen Leo Pharma vil fordoble investeringer i forskning og udvikling og lave opkøb for op mod 10 mia. kr. for at styrke en, i selskabets øjne, for smal udviklingspipeline. (Side 12)

DANSKE BANKER SPLITTEDE OMKRING HANDEL MED BITCOIN-PRODUKTER

Ingen af de otte største danske banker vil rådgive om det, men i Nordea, Jyske Bank og Saxo Bank får kunderne lov til at handle finansielle instrumenter, der følger bitcoin-kursen. Danske Bank siger nej. (Side 13)

DANSKE BANK ÅBNER ROBOTRÅDGIVER FOR FIRMAFORMUER

Danske Bank åbner nu bankens store investorsatsning, robotrådgiveren June, for firmaer, der vil investere deres penge. Dermed er det ikke kun privatkunder, der kan benytte sig af Danske Banks robotrådgiver. (Side 14)

INVESTORER GAV NOVO NORDISKS NYE DIABETESMIDDEL VARM VELKOMST

Novo Nordisk fik medvind på aktiemarkedet med godkendelsen i USA af diabetesmidlet Ozempic, hidtil kendt som semaglutid. Det er den største enkeltbegivenhed i den moderne diabetesæra, lyder det. (Side 15)

LUNDBECK ADVARER OM TRUMPS SKATTEREFORM

Den danske regering skal holde øje med, hvad konsekvenserne bliver af den skattereform, der er på vej i USA. Den er lavet for at sikre America First og kan sætte danske virksomheder i USA i en sværere situation, vurderer vicepræsident for Global Public Affairs i Lundbeck, Anders Schroll. (Side 21)

BERLINGSKE BUSINESS

PFA GÅR EFTER MERE INDFLYDELSE I NYKREDIT

PFA, der for nylig købte sig ind i Nykredits ejerkreds, udnytter retten til at placere en person i finanskoncernens bestyrelse. Jagten på en profil er skudt i gang. (Forside, side 5)

NOVO-DIREKTØR ROSER FORSKERNE TIL SKYERNE

Efter en klokkeren godkendelse hos de amerikanske sundhedsmyndigheder er Novo Nordisk millimeter fra at sende sit ultimative medicinske fremtidshåb på gaden i USA. Det bliver ikke større, lyder det fra Novos mangeårige forskningsdirektør, der er stærkt begejstret for sit forskningsteam. (Side 8)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

OPRYDNING I EWII DELER FORRETNING I TO

Energikoncernen Ewiis kommercielle forretning skal adskilles fra monopolet på el, vand og varme. Dermed vil bestyrelsesformanden i Ewii stoppe beskyldninger om misbrug af kundernes penge. (Forside, side 6-7)

DLG HAR SOLGT SIG TIL STØRRE OVERSKUD

Grovvaregiganten DLG har siden 2014 frasolgt selskaber med en samlet omsætning på 6,2 mia. kr. Slankekuren har sikret en langt bedre bundlinje. (Side 4-5)

PFA INVESTERER I SILIKONEBRYSTER MED GOLDMAN SACHS

Pensionskæmpen PFA har skruet kraftigt op for sine alternative investeringer i efteråret og skudt 150 mio. dollar, eller knap 1 mia. kr., i det amerikanske selskab Avantor, der blandt andet laver silikone til silikonebryster. Investeringen i Avantor sker sammen med Goldman Sachs og et stort canadisk pensionsselskab.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  newspaper❯