Torsdagens aviser med Dong, STG og Lagkagehuset

Udgivet den 26-05-2016  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

LAGKAGEHUSET SÆTTES TIL SALG EFTER VILD VÆKST

Topchef Jesper Friis og kapitalfonden FSN er efter otte års ejerskab og en vækst fra tre til 50 bagerier klar til at sælge Lagkagehuset. Prisen ventes at lande i omegnen af 1 mia. kr. Bestyrelsesformanden er tavs om salg. (Forside, side 6-7)

DONGS BØRSPROSPEKT ER ENDELIG PÅ TRAPPERNE

Dong Energy sender deres børsprospekt på gaden torsdag, oplyser kilder tæt på processen. Prisen er den nøgleoplysning, alle venter spændt på. Det estimeres, at noteringen bliver en af de største i Danmark nogensinde - og tilmed en af de største børsnoteringer i Europa i 2016. (Side 8)

DANSKE REALM RAMMER EN MILLIARD BRUGERE

Den danske startup Realm, som har udviklet en mobil database, vil tage kampen op med tech-giganter. Blandt kunderne er Nike, Cisco og den amerikanske fodboldliga NFL. Målet er at blive børsnoteret. (Side 10)

HESALIGHT OG FINANSHUS OPGIVER FÆLLES PENGEJAGT

LED-selskabet Hesalight og corporate financehuset Atrium går fra hinanden. Det sker, efter at finanshuset er floppet i jagten på at finde nye investorer til LED-selskabet. (Side 11)

PFA ER NERVØS FOR BRISTET BOLIGBOBLE I KINA

Store prisstigninger på boliger i kombination med et enormt overudbud får PFA til at forberede sig på nedtur i Kina. Det vil ifølge seniorporteføljemanager Ulrik Roux Wolke skabe betydelige efterdønninger i den globale økonomi. (Side 18)

BERLINGSKE BUSINESS

NORDMÆND SÆTTER LAGKAGEHUSET TIL SALG

Efter i otte år at have skudt bagerbutikker med spredehagl ud over Danmark sætter den norske ejer, kapitalfonden FSN, Lagkagehuset til salg. Ny ejer skal efter alt at dømme stå i spidsen for en international ekspansion. (Forside, side 4)

VANDFLY SKAL I TIMEDRIFT

Onsdag fløj flyselskabet Nordic Seaplanes sine første ture med betalende passagerer i vandfly mellem København og Aarhus. Men der skal investeres millioner af kroner i flere vandfly, hvis ruten skal blive en givtig forretning, vurderer investor. (Side 3)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

LAURITZ.COM SÆLGER PROBLEMEJENDOM OG LEJER DEN TILBAGE

Kort før sin børsnotering har auktionshuset Lauritz.com solgt sit kommende hovedkvarter i Rovsingsgade i København og indgået en langvarig lejeaftale med den nye ejer i et såkaldt sale-andlease-back-arrangement. Køber er et kommanditselskab ejet af blandt andet ATP, PFA og Industriens Pension. (Side 4)

STATUS QUO HOS SCANDINAVIAN TOBACCO GROUP

Det nye selskab på børsen, Scandinavian Tobacco Group, omsatte for halvanden milliard i årets 1. kvartal. Koncernen fastholder forventningerne til hele året, og nu ventes der på, hvordan ny EU-lovgivning vil påvirke markedet. (Side 4)

DONG I HEMMELIGT SLAGSMÅL

Dong-ledelsen kæmper tilsyneladende allerede med næb og klør for at veksle det kuldsejlede Hejre-projekt til en erstatning fra de to leverandører. I det seneste kvartalsregnskab fra den franske ingeniørgigant Technip henvises således til et igangværende voldgiftsopgør med Dong. (Side 8)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tags:  newspaper❯ 

Seneste nyheder