Torsdagens aviser med Nordea, Vestas og Ecco
BØRSEN
KUNDER GIVER NORDEA HUG
Kunder flygter fra Nordea, fordi de er trætte af mangel på service. En måling fra Loyalty Group viser, at banken har landets mindst loyale kunder. Nordea-chef mener, at det skyldes Panama-sag, it og telefonkøer. Bankens image falder mere end Danske Banks gjorde under imagekrisen i 2012. (Forside, side 6-7)
ROBOTFIRMA HØSTER MIO EFTER 17 ÅRS OPTAKT
Odense-firmaet Trivision har fået en kapitalfond om bord efter investormøde. Vækstpartner Kapital har købt 36 pct. af virksomheden for et større etcifret millionbeløb. Der er udsigt til høj vækst i de kommende år. (Side 10)
ELMOTORCYKEL GODT PÅ VEJ TIL SERIEPRODUKTION
Dansk elmotorcykel kommer snart på markedet. Ny teknologi betyder, at motorcyklen har gode muligheder for at konkurrere på markedet, fortæller stifteren bag Fenris Motorcycles. (Side 12)
KASI-JESPER PØNSER PÅ COMEBACK SOM MEDEJER AF ENDLESS
Smykkeforhandlere over hele Europa har ifølge Jesper "Kasi" Nielsen bedt ham om at træde til efter konkursbegæring mod Endless Jewelry. (Side 13)
INGEN TROEDE PÅ KERAMISKE KUGLELEJER
Keramiske kuglelejer i inliner rulleskøjterne gav idéen til selskabet Ceramicspeed. Ingen troede på ideen, men i dag er Ceramicspeed leverandør til professionelle cykelhold. (Side 14)
SPAREKASSE VIL IKKE INDFØRE MINUSRENTER
Som det første pengeinstitut i Danmark garanterer Sparekassen Kronjylland, at den ikke vil tage negative renter. Det kan give flere kunder. (Side 18)
BERLINGSKE BUSINESS
UNGT DANSK FIRMA VIL REVOLUTIONERE MARKEDET FOR BETALINGER
En ung dansk virksomhed står bag et nyt digitalt rejsekort til togrejsende til og fra lufthavnen i Oslo, hvor et enkelt svirp på mobilen er nok til at betale for billetten. Ambitionerne er store, for nu vil virksomheden være med til at revolutionere markedet for betalingsløsninger. (Forside, side 12-13)
ECCO ER TRÅDT HELT UD AF DE FODFORMEDE I KINA
Ecco har været igennem en rivende udvikling i Kina, hvor det danske skomærke er mere kendt for celebrities, stiletter og store events end for fornuftige travesko. De seneste fem år har Ecco åbnet mere end 100 butikker i Kina årligt. (Side 9)
VESTAS-AKTIEN ER FOR BILLIG EFTER TRUMPS GRØNNE OPBLØDNING
Efter at USA's kommende præsident, Donald Trump, har talt med mildere ord over for den grønne sektor, kan vindmølleaktierne stige massivt. Det vurderer visse analytikere. (Side 14)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
BLACK FRIDAY MØDER MODSTAND
Modebranchen er bekymret over, at der stort set altid er udsalg på tøj. I dele af detailhandlen forsøger flere at ændre priskrigen til et opgør på øget service. (Side 4)
SPIES ØGER OVERSKUD TRODS URO OG TERROR
Danmarks største charterselskab navigerede sikkert gennem et ferieår fyldt med terror og uro på en række populære rejsemål. Spies præsterede det næstbedste resultat i selskabets 60-årige historie, selv om en satsning på Tyrkiet blev dyr. (Side 4)
REALKREDITTEN OVERLEVER EU'S NYE KAPITALKRAV
Nye EU-kapitalkrav lægger op til at anerkende rentetilpasningsobligationer som stabil finansiering. Men der er malurt i bægeret, da der i den komplekse pakke fra kommissionen er en række andre ting, som ikke harmonerer fuldt ud med realkreditreglerne. (Side 13)
/ritzau/FINANS
Tags: newspaper❯