Torsdagens aviser med TDC, Carlsberg og Vestas

Udgivet den 08-02-2018  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

DANSKE PENSIONSKASSER VIL KØBE TDC

Et konsortium, der blandt andet tæller de danske pensionskasser ATP, PFA og PKA, er klar til at købe TDC for 38 mia. kr. Pierre Danon, bestyrelsesformand for den børsnoterede telegigant, ønsker ikke at kommentere sagen. Analytiker vurderer, at 47 kr. pr. aktie vil være interessant for aktionærerne, der står til at score en præmie på 7,7 mia. kr. (Forside, side 6-7)

DANISH AGRO HAR FYRET TYSK LEDELSE I KATASTROFE-OPKØB

Milliardkoncernen Danish Agro har fået et kulturchok efter overtagelsen det tyske grovvareselskab Ceravis for tre år siden. Ineffektivitet har betydet, at Ceravis-ledelsen er smidt ud, mens danske ledere er sat ind på flere niveauer, og i alt er 20 pct. af medarbejderstaben på tidligere over 600 er afskediget. Ny koncernchef tror på sorte tal i år. (Side 8)

RUSLAND UDFORDRER CARLSBERGS GULDPLAN

Carlsberg har nægtet at tage del i priskrig om markedsandele i Rusland. Onsdag kom regningen, da Carlsberg måtte nedskrive værdien af ølmærket Baltika med 4,8 mia. kr. Det skyldes ifølge Carlsberg, at Rusland har forbudt salg af øl i de største plastflasker, såkaldte PET-flasker på 1,5 liter. Det kan betyde et opgør med topchefens sats på værdi fremfor volumen. (Side 9)

VESTAS VURDERER AT PRISEN PÅ VIND ER FALDET FOR HURTIGT

Prisen på vind falder hurtigt, og det er et problem, mener Vestas-topchef Anders Runevad. Den danske vindmølleproducent er presset på både indtjeningen og omsætning. (Side 10)

LUNDBECK FÅR KNÆKKET VÆKSTKURVEN NÆSTE ÅR

Medicinalkoncernen Lundbeck spår vækst i 2018, men fra 2019 vil kopier af lægemidler udhule salget og måske betyde et par år med fladt salg. Koncernen havde intet nyt om ny topchef endnu. (Side 12)

FLSMIDTH RAMMER MÅLET OG FORUDSER FLOT 2018

Ingeniørgiganten FLSmidth kunne onsdag præsentere et 2017-regnskab, som landede præcis på analytikernes forventninger lå. FLsmidth har ifølge Topchef Thomas Schultz det højeste ordreindtag i fire år, og vurderer, at minedrift er igennem de hårde tider. (Side 12)

NOVOZYMES SPÅR VÆKSTHOP I 2019

I 2018 sigter Novozymes efter en vækst på 4-6 pct., men væksten tager fart i andet halvår og accelererer i 2019, lyder forventningen fra topchefen. Koncernens historiske vækstrater er på 6-7 pct. (Side 13)

SLUTSPURT SIKRER GN STORE NORD POSITIVT REGNSKAB

En stærk afslutning i de sidste tre måneder af 2017 sikrede, at GN Store Nord onsdag leverede et regnskab for 2017, der overgår både egne og analytikernes forventninger. GN store Nords to divisioner har begge haft held med produktlanceringer i 2017. (Side 13)

NORDEA SAMLER ERHVERVSKUNDER I 20 FILIALER OG VARSLER FYRINGER

Nordeas 100.000 danske erhvervskunder skal i fremtiden betjenes af erhvervsrådgivere i 20 kompetencecentre mod 28 filialer i dag. På erhvervskundeområdet vil Nordea i løbet af foråret skære 313 stillinger i de nordiske lande. (Side 16)

BERLINGSKE BUSINESS

CARLSBERG TØRSTER EFTER OPKØB

Efter to års oprydning, interne spareøvelser og fokus på at trimme og presse værdi ud af den eksisterende forretning, melder Carlsberg sig ind i opkøbskampen igen. Carlsberg vil ifølge topchef Cees 't Hart sidde med ved så mange forhandlingsborde som muligt. (Forside, side 6-7)

VESTAS ER GEARET TIL VINDMARKED UDEN TILSKUD

Markedet for vindenergi bliver stadig mere frit og uden subsidier. Det er til Vestas' fordel, da vindmølleproducenten står misundelsesværdigt på det marked, ifølge analytikere. (Side 12)

LUNDBECK TRODSER TRUMP OG HÆVER PRISERNE I USA

Medicinalselskabet Lundbecks vikarierende topchef, Anders Götzsche, forventer, at koncernen kan fortsætte med at hæve priserne på det lukrative amerikanske marked. Det er på trods af præsident Trumps kamp for lavere medicinalpriser. (Side 14)

BIOENERGI HAR FYRET OP UNDER OMSÆTNING I NOVOZYMES

2017 var tilfredsstillende for Novozymes. Regnskabsåret bød på en organisk vækst i salget på 4 pct. hvor fire ud af fem forretningsområder havde vækst. Bedst gik det for salget af enzymer til bioenergi, der er selskabets tredjestørste forretningsområde, som fik 11 pct.s vækst. (Side 14)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

AKTIONÆRER EFTERLYSER OFFENSIVE INVESTERINGER

Selvom opsvinget for længst har meldt sig, er de store danske virksomheder generelt meget forsigtige og mere fokuserede på omkostninger end på at vise vovemod og investere for at øge omsætningen, mener aktieeksperter. Carlsberg fremhæves som et af de mest forsigtige selskaber. (Forside, side 7)

DANISH AGRO KÆMPER FOR AT STOPPE BLØDNINGEN I TYSKLAND

Grovvaregiganten Danish Agro har i 2017 haft det næststørste overskud i selskabets historie. Bundlinjen belastes dog af endnu et underskud i koncernens tyske datterselskab. (Side 4)

DJURSLANDS BANK FIK DET BEDSTE RESULTAT NOGENSINDE

Djurslands Bank landede det største overskud i den østjyske bank nogensinde. De lave renter har skåret ned i mængden af dårlige kunder. (Side 6)

LUNDBECK SER FREM TIL REKORDSTÆRKT 2018 OG ET SVÆRERE 2019

2018 bliver endnu et finansielt rekordår for Lundbeck, men derfra bliver selskabet udfordret. Kopiprodukter vil spille ind erkender den konstituerede topchef Anders Götzsche. (Side 8)

NOVOZYMES VIL UD I AFRIKA OG HENTE VÆKST

Halvdelen af den tiltrængte vækst vil Novozymes hente i vækstmarkeder. Afrika begynder at fylde, og gælder også i investeringsplanerne, siger Novozymes-topchef Peder Holk Nielsen. (Side 8)

GN-DIVISIONERNE SKAL LAVE MERE SAMMEN

Synergierne mellem GN Hearing og GN Audio fylder mere og mere hos topchefen Anders Hedegaard. Det handler om at finde et fælles forretningsområde mellem høreapparater og headsets. (Side 9)

CARLSBERG-CHEF VIL STANDSE TILBAGEGANG I RUSLAND

Carlsberg taber markedsandele i Rusland, fordi den danske bryggerikoncern har holdt sig uden for priskrigene med de stridslystne konkurrenter. Topchefen vil nu sætte en prop i faldet i markedsandele. (Side 10-11)

FLSMIDTH BEGRAVER SPAREKNIVEN

Det er slut med engangsomkostninger til tilpasninger og fyringer. FLSmidth er trimmet og klar til vækst, lyder det fra FLS-topchefen ovenpå et årsregnskab, der fik investorerne til at juble. (Side 10)

VESTAS AFLIVER FRYGT FOR DYBE PRISFALD

Tilbagegang og faldende priser på hovedproduktet har øget bekymringen blandt Vestas' investorer. Med et mål om en tocifret driftsmargin bør investorerne blive beroliget af det nye regnskab. (Side 11)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Seneste nyheder