Torsdagens danske avisuddrag med Kasi, Hesalight-krav og Yousee
BØRSEN:
EQT-CHEF ADVARER IMOD OPPUSTEDE BØRSNOTERINGER
Topchefen i kapitalfonden EQT, Thomas von Koch, advarer imod grådighed, når virksomheder børsnoteres. Det koster troværdighed, lyder det. (Forside + side 6-7)
YOUSEE UNDERSØGER STADIG ÅRSAG TIL SORT SKÆRM NYTÅRSAFTEN
Yousee-kunder får nu en tv-pakke som kompensation for sort skærm, men Yousee oplyser, at det stadig undersøger, hvordan fejlen opstod. (Side 9)
1500 KØLESKABE RULLER PÅ LANDEVEJENE FOR NY GIGANT
N&K Spedition går sammen med hollandske HFS og skaber Europas største aktør på køletransport af fødevarer. (Side 10)
COOLSHOP: "HVIS DET LYKKES, SIDDER VI MED FREMTIDENS DETAILKONCEPT"
Den nordjyske netbutik Coolshop udvider med fem fysiske legetøjsbutikkker og vil gerne have endnu flere. Sindssygt spændende, mener ekspert. (Side 11)
VOLDSOM VÆKST PÅ VEJ I USA
Ifølge Factset, der samler aktieanalyser i USA, er der tocifrede vækstrater i indtjeningen i vente blandt de amerikanske selskaber i hele 2017. (Side 16-17)
BERLINGSKE BUSINESS:
REGERINGEN MØRKLÆGGER INDTJENINGEN FRA NORDSØEN
Midt i de højspændte forhandlinger om de fremtidige vilkår for olieselskaberne i Nordsøen mørklægger Skatteministeriet nu helt centrale tal. En sag for Folketingets præsidium, vurderer offentlighedsekspert. (Forside + side 10-11)
PENSIONSALDEREN SKAL OP MEN DANSKERNE FRYGTER FYRESEDLEN
Det danske arbejdsmarked er ikke parat til seniorer, viser ny undersøgelse. Det gør det meget svært for statsminister Lars Løkke Rasmussen at sætte pensionsalderen yderligere op. Djøf vil have en seniorarbejdsmarkedskommission. (Side 6-7)
NU ÅBNER SLUSERNE FOR ÅRETS TECH-NYHEDER
Virtuel virkelighed, digitale assistenter, bedre lydkvalitet, flottere TV-billeder, bedre streaming, intelligens i biler og hurtigere mobilnet vil præge årets største forbrugerelektronikmesse, som åbner i Las Vegas torsdag. (Side 9)
KØBENHAVN VIL VÆRE FINANCE VALLEY
I november åbnede Copenhagen Fintech Lab, hvor fremtidens finansvirksomheder skal udklækkes. Drømmen er at gøre København til nordisk omdrejningspunkt for finansiel teknologi, såkaldt fintech. (Side 12-13
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV:
JESPER "KASI" NIELSEN GØR COMEBACK I SMYKKEBRANCHEN - IGEN
Erhvervsmanden Jesper "Kasi" Nielsen forsøger sig efter en turbulent affære med Pandora og det kuldsejlede Endless Jewelry-projekt igen i smykkebranchen. Denne gang med Amazing Jewelry, der er en international kæde baseret på franchises. (Forside + side 6-7)
KURATOR REJSER KRAV PÅ KNAP 1 MIA. KR. MOD HESALIGHT-KVARTET
Den tidligere direktør i Hesalight, Lars Nørholt, og tre bestyrelsesmedlemmer risikerer at blive gjort erstatningsansvarlige for kæmpetab. Kurator har således varslet krav for knap 1 mia. kr. (Side 3)
FINANSIERING ER DET NYE GULD I BILBRANCHEN
I 2016 blev der sat salgsrekord for biler. Men i bilbranchen er fokus især på at formidle billån. Det er nemlig her, at pengene skal tjenes. (Side 4)
NU VIL LØNMODTAGERNE SE PENGE
Overenskomstforhandlingerne på industriens område starter med stærke krav om højere løn fra fagforeningernes bagland. (Side 8)
THAILAND SÆTTER TURBO PÅ OPSVINGET I 2017
På ryggen af en række store infrastrukturprojekter, øget forbrug og flere turister er Sydøstasiens næststørste økonomi på vej mod den stærkeste vækst siden 2012. (Side 12-13)
/ritzau/FINANS
Tags: newspaper❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›