Torsdagens obligationer: Renterne faldt efter vending i olieprisen

Udgivet den 20-01-2022  |  kl. 17:00  |  

De danske statsrenter slog torsdag bak efter store stigninger siden slutningen af december og ind gennem januar, hvor temaet i høj grad har været strammekursen hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der synes lige på trapperne med den første renteforhøjelse efter coronakrisen.

Men torsdag var renterne i bakgear i takt med en vending i oliepriserne, der også faldt efter en lang periode med stigninger - til det højeste niveau i mange år.

Renten på den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme faldt med 3 basispoint til 0,14 pct. efter et lille rentefald i USA onsdag.

Fra makrofronten bød torsdagen på endelige inflationstal for december fra eurozonen, der viste en stigning i forbrugerpriserne på 5,0 pct. sammenlignet med december året før.

Det var helt som ventet blandt økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Ud på eftermiddagen viste amerikanske tal en del flere nytilmeldte ledige i sidste uge, end det var ventet blandt økonomerne, mens Philadelphia Fed-indekset omvendt overraskede positivt med en større fremgang end ventet i januar.

Endelig viste salget af eksisterende boliger i det amerikanske sig lavere end ventet i julemåneden sidste år, hvor salget faldt med 4,6 pct. mod et ventet fald på 0,6 pct.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯