Trump blive gavnlig for FLSmidths Cement mener finansdirektør - men usikkert for Mining

Udgivet den 12-11-2024  |  kl. 09:30  |  

Amerikanernes valg af Donald Trump som ny præsident kan vise at være positiv for FLSmidth - i hvert fald for Cement-forretningen.

Det mener den danske ingeniørkoncerns finansdirektør, Roland Andersen.

- Vores amerikanske forretning er faktisk meget lokal. Så i det omfang, at Trump kommer til at styrke væksten med flere arbejdspladser og dermed også bygningsindustrien, så kan det faktisk være ret positivt for Cement, siger Roland Andersen.

Men det er den "grå" konventionelle cement, der er tale om, og ikke "den grønne", som FLSmidth ellers har gjort sig store anstrengelser for at udvikle og markedsføre.

- Man kan sige, at udviklingen af grøn cement og CO2-reducerende tiltag i cementforretningen, det er en udvikling, der kommer til at foregå et andet sted end i USA, siger Roland Andersen.

For Mining er Trump-effekten lidt mere usikker, vurderer Roland Andersen.

- En del af vores forsyningskæde ligger uden for USA. Så der må vi se, hvad det bliver til med toldtariffer med videre. Men vi hæfter os ved, at vores konkurrenter bliver ramt på samme måde, siger Roland Andersen.

- Men når det så er sagt, så har vi en relativt fleksibel forsyningskæde, så vi kan vælge at "source" en del af det, der skal til USA enten fra USA eller fra andre steder, der ikke bliver hårdt ramt af toldmure, uddyber finansdirektøren.

.\\˙ MarketWire

Henning Lars Nielsen

Tags:  Shares❯