Trump: Intet forhandlingsrum tilbage - told på Canada og Mexico fra tirsdag

Udgivet den 04-03-2025  |  kl. 06:34  |  

Donald Trump, den amerikanske præsident, konkluderede mandag, at der ikke længere er mulighed for at finde et kompromis, og derfor vil told på varer fra Mexico og Canada på 25 pct. træde i kraft den 4. marts.

Det skriver Bloomberg News.

- Ingen plads tilbage til Mexico og Canada, sagde Donald Trump til journalister.

- De er helt klar. De træder i kraft i morgen.

Den nye told vil ganske givet være de mest omfattende i Donald Trumps tid som præsident, da den vil omfatte import af varer for omtrent 1500 mia. dollar.

USA's præsident har samtidig advaret om, at han vil indføre yderligere 10 pct. told på varer fra Kina. Desuden har han truet med 25 pct. told på varer fra EU, herunder på biler.

Donald Trumps straftold på Mexico og Canada indføres med henvisning til, at de to lande ikke gør nok for at stoppe den illegale immigration eller narkosmugling ind i USA. Kina er samtidig blevet anklaget for ikke at gøre nok for at stoppe salget af kemikalier brugt til at fremstille fentanyl, som smugles ind i USA.

.\\˙ MarketWire

Redaktion

Tags:  USA❯