Tryg dækker tøbrudsskaderne som følge af det kraftige snevejr
Tøvejret efter det kraftige snevejr i sidste uge kan give mange husejere problemer med oversvømmelser af huse og kældre, samt indtrængende smeltevand fra tagrender og stoppede nedløbsrør. Normalt dækker forsikringsselskaberne skader efter pludseligt tøvejr, hvis temperaturen går fra minusgrader til 8-10 plusgrader over kortere tid. Dette har ikke været tilfældet, men Tryg har valgt at dække udgifterne.
Det fremgår af en pressemeddelelse tirsdag.
- Snemængderne har været historisk store denne gang, og derfor mener vi, at det er rigtigt, at vi dækker de tøbrudsskader, som opstår som følge af den megen sne, siger skadedirektør Jesper Joensen fra Tryg.
- Hvis man forestiller sig, at der ligger en fem meter høj snedrive over kloakdækslet, så er det fysisk umuligt for de fleste af vores kunder at kunne nå at rydde den væk for at sikre frit tilløb til kloakken.
Skader som følge af fygesne, der smelter, dækkes ikke.
- Dog kan der være helt ekstraordinære situationer, hvor vi vil gå ind og dække - f.eks. ved gamle mennesker eller alvorligt syge, som fysisk har været forhindret i at komme op på deres loft for at fjerne fygesne. Det er i situationer som denne, at vores kunder med rette kan forvente, at vi træder i karakter som tryghedsleverandør, slutter Jesper Joensen.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›