Tryg slår markedets forventninger med flere længder (NY)
Andet kvartal er gået langt bedre for forsikringsselskabet Tryg, end markedet havde sat næsen op efter.
Nettoresultatet steg i andet kvartal til 515 mio. kr. fra 362 mio. kr. året før, mens analytikerne ifølge SME Direkt havde sat næsen op efter et resultat på 419 mio. kr.
Forsikringsdriften gav et teknisk resultat på 835 mio. kr. sammenlignet med 507 mio. kr. i andet kvartal sidste år. Her havde analytikerne ventet et resultat på 604 mio. kr. Investeringsresultatet lød netto på -108 mio. kr., hvor der blandt analytikerne var estimeret et resultat på 53 mio. kr.
At det er selve kerneforretningen, forsikringsdriften, der skæpper uventet godt i kassen, afspejles også i det vigtige forsikringstekniske nøgletal combined ratio, der sætter præmieindtægterne i forhold til skadesudbetalingerne. Det landede på 84,7, hvor markedet havde ventet 89,4. Jo lavere tallet er, jo bedre er det for forsikringsselskabet. I andet kvartal sidste år var combined ratio 91,3.
-I dette kvartal har vi fået endnu et bevis på, at vi ikke kan regne med, at investeringsresultatet hjælper os til et godt resultat, siger koncernchef Morten Hübbe i en kommentar til regnskabet.
- Derfor skal vi fortsætte det arbejde, vi allerede er godt i gang med. Det vil sige: nedbringe vores omkostninger, hjælpe vores kunder til at forebygge og undgå skader, nedbringe skadeomkostningerne gennem bedre indkøb og endelig sætte den rigtige pris i forhold til risiko, fortsætter han.
Det er forsikringskunderne, der betaler for Trygs fremgang. Indtægterne fra forsikringspræmier er steget 0,3 pct., som følge af prisforhøjelser i Danmark og Norge. I Sverige og Finland har Tryg bevidst droslet ned for væksten.
Desuden har Tryg skilt sig af med 48 ansatte i andet kvartal, og det er den væsentligste forklaring på,at omkostningsprocenten er faldet til 16,8 fra 17,0.
Tryg-ledelsen mener, at Tryg har taget et skridt på vejen mod et stabilt combined ratio på 90 eller derunder fra tredje kvartal 2013. Men der er fortsat behov for tiltag, hvis det mål skal nås, understreger ledelsen.
Det overraskende store overskud er desuden hjulpet på vej af en indtægt på mere end 80 mio. kr. fra en genforsikringsaftale, som Tryg havde tegnet før sidste sommer. I perioden, hvor aftalen har eksisteret, har der været usædvanligt mange vejrskader i Danmark, og Tryg er derfor blevet afkrævet en lidt højere pris for at få genforsikringsaftalen forlænget.
Selskabet regner ikke med at profitere nævneværdigt af genforsikringen i den kommende periode. Og heldigvis for både Tryg og deres kunder har der ikke været mange af de såkaldte storskader i andet kvartal.
/ritzau/FINANS
Sine Schack Vestergaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk